Telegram

Hver tiende lærer føler sig udbrændt

Flere folkeskolelærere er frustrerede over arbejdet. Det har konsekvenser for børnenes undervisning, lyder det
Telegram
23. maj 2012 kl. 02:01

Arbejdsglæde og overskud er en mangelvare i klasseværelserne landet over.

En ny undersøgelse, som FTF har foretaget for Danmarks Lærerforening, viser, at 11 procent af alle folkeskolelærere føler sig udbrændte "i høj grad" eller "i meget høj grad", og tilsvarende føler 11 procent sig ramt af stress.

Derudover viser undersøgelsen blandt andet, at hver femte lærer er frustreret over sit arbejde. Det skriver 24timer.

- Vi er nået maksimum for, hvad vi kan belaste lærere med, lyder det fra Per Sand Pedersen, der er formand for Danmarks Lærerforenings organisations- og arbejdsmiljøudvalg.

- Vi taler reelt om, at hver 10. lærer i den danske folkeskole er ramt af stress og i fare for at blive nedslidt. Det er ikke alene urimeligt i forhold til den enkelte - det er også dårligt for samfundsøkonomien, siger han.

Det dårlige psykiske arbejdsmiljø har konsekvenser for både undervisning og pædagogik i folkeskolen.

- Det går ud over kvaliteten af det arbejde, man leverer. Den kvalitet, som børnene modtager, er ikke den samme, hvis man står med en stresset lærer, siger Per Sand Pedersen.

Professor og forsker Niels Egelund ved Aarhus Universitet er enig i, at lærernes frustration og stress også er et problem set i børnehøjde.

- Det kan ikke undgås, at et dårligt psykisk arbejdsmiljø går ud over ens muligheder for at fungere som en god lærer og pædagog, siger han til 24timer.

Danmarks Lærerforening peger på, at det især er de større krav om at håndtere børn med særlige vanskeligheder, der frustrerer lærerne.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) har afvist at kommentere undersøgelsen over for 24timer.

/ritzau/

Opdateret 23. maj 2012 kl. 02:15

Alan Strandbygaard

Det kan jeg skrive under på :O(

Hanne Gregersen

Trist --- måske man skulle fratage lærerne nogle af deres administrative forpligtelser, så kunne der også blive mere tid med de primære intressenter - eleverne.
Det er jo et paradoks af dimensioner, at man ikke har ret megen tid (max 23 lektioner a 45 minutter, såvidt jeg forstår) sammen med dem, som det hele burde handle om, og man så føler sig stresset.

Kan det også hænge sammen med, at der er mange ældre lærere, som ikke rigtigt kan vænne sig til virkeligheden i 2012, hvor man ikke helt kan gå og loppe den så meget som tidligere ?!

Søren Kristensen

Det er da altid noget, at det kun er hver tiende.

jens peter hansen

Jamen Dalager så prøv du 23 lektioner i ringen.

Hans Jensen

Resultaterne af det traadloese samfund taler for sig selv. Eleverne bliver mere og mere ukoncentrerede og laererne faar svaerere og svaerere ved at bevare overblikket, alt imedens klassevaerelserne bliver mere og mere gennemstraelet med pulserende mikroboelger fra traadloese netvaerk og mobiltelefoner. Stress, stress, stress. Udbraendthed, udbraendthed, udbraendthed. Depression, depression, depression. ADHD, ADHD, ADHD. Korrelationen er slaaende.

Hans Jensen

Nej, korrelationen er ligefrem straalende.

Maya Nielsen

Den der Adhd-problematik egner sig ikke til større flokke, det er jo en decideret håbløs opgave , stakkels lærere, det er jo lige til at banke hovedet ind i væggen over !
MÅ JEG ANBEFALE 8 BØRNS KLASSER HVIS DER ER ADHD INDBLANDET...selv det kan blive et indlæringshelvede...

Maya Nielsen

THOMAS DALAGER du udviser en uhyggelig grad af nedladenhed...

Jeg vil påpege at den menneskelige psyke ikke er egnet masse pasning af børn, når mennesker har passeret de 55 år, og at man ikke kan forvente den samme mentale friskhed hos ældre lærere som hos de unge og nyuddannede i fin form.....

Min private teori er, at folkeskolen er legeplads for politikere og fagfolk, som i den bedste mening ustandselig overfalder skolen med umyndigørende regler. På den anden side står snævertsynede forældre, som forsvarer deres curlingbørn.
Lederne presses og alt dette fører videre til et forringet arbejdsmiljø.
Centralismen og vi-alene-vide, sammen med politikerprofilering ødelægger det hele.
Sidste tiltag fra dronningen af emsigheden, Torini, er at forældre skal læse for deres børn 20 min hver dag.
Hvornår begynder folkeskolen med civil ulydighed overfor tyranniet.

Hanne Gregersen

Ingen nedladenhed overhovedet....... totalt misforstået. Jeg prøver blot at forstå de triste tal uden at være hæmmet af faglig politisk korrekthed, selvom det ikke er særlig comme il faut i dette forum.

Jeg har den dybeste respekt for lærerstanden generelt set og aerkender, at det sandt for dyden ikke er nogen nem tjans !