Ombudsmand går ind i mørkelagt fangesag

Forsvarsminister underdrev fangetal i Irak. Ministeriet holder på papirerne, men ombudsmand kræver forklaring.
8. maj 2012 kl. 09:12Opdateret 8. maj 2012 kl. 10:27

Forsvarsministeriet skal nu stå skoleret over for ombudsmanden i sagen fra Irak om 198 fanger, som viste sig snarere at være 500 fanger pågrebet af danske soldater.

Daværende forsvarsminister Søren Gade (V) bragte det stærkt underdrevne fangetal videre i et svar til Folketinget i 2007.

Ministeriet har mørkelagt sagen og afvist at give Ritzau aktindsigt i redegørelser, som højtstående officerer har skrevet om sagen til ministeriet.

Ritzau har efterfølgende klaget til ombudsmanden, som nu kræver, at Forsvarsministeriet nærmere begrunder afvisningen af aktindsigt.

Ministeriet indrømmer, at redegørelsen ikke er omfattet af tavshedspligt, og at der i nogle tilfælde kan gives aktindsigt efter princippet om såkaldt meroffentlighed, når der er en væsentligt offentlig interesse i en sag.

Alligevel har ministeriet afvist aktindsigt med henvisning til, at personalesager ikke er omfattet af offentlighedsloven. Samtidig kan redegørelsen give et forkert billede af sagen. De er ikke nødvendigvis retvisende, som ministeriet skriver.

Endelig mener ministeriet, at aktindsigt i redegørelserne kunne påvirke den undersøgelseskommission, som skal se på hele Irak-krigen.

Ombudsmanden vil se redegørelserne, hvoraf den ene er skrevet af general Poul Kiærskou, som er nummer tre i den militære rangorden i Danmark og landets repræsentant i Nato.

Ombudsmanden kræver samtidig, at ministeriet forholder sig til Ritzaus spørgsmål om, hvordan hensynet til få enkeltpersoner vejer tungere end hensynet til 500 fanger.

Endelig kræver ombudsmanden en forklaring på, hvordan sagen adskiller sig fra de offentliggørelse af redegørelser, som er sket i sagen om statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag.

I den sag kunne redegørelser fra to højtstående embedsmænd godt offentliggøres, selv om sagen også skal behandles af en kommission.

Sagen om de forkerte fangetal ser i øvrigt ud til at vokse. Ifølge Politiken har hele syv topofficerer skullet skrive redegørelser om den.

Deres beskrivelser er sendt til statens advokat, kammeradvokaten, som i løbet af et par uger skal skrive en indstilling til forsvarsminister Nick Hækkerup (S).

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rasmus Knus

Råddenskaben er vist lokaliseret - i forsvarsministeriet.

Og hvem mon der har afgjort sagen om aktindsigt - tjaa bum bum.

Men hvis den tidligere minister har bedt sine embedsmænd om at fabrikere et politisk svar til folketinget - som alt tyder på - har det ikke har nogen konsekvenser for vedkommende, selvom han har løjet overfor folketinget og dermed overtrådt loven.

Og nu er manden landets største lobbyist!!!

Only in Denmark ;-)

Toke Andersen

Råddenskaben er i militarismen og krigsførelsen.

Krig er et frontalangreb på demokratiet.

Hvilket også illustrere det perverse i at gå i krig for at udbrede demokrati.
Det har vi selvfølgelig heller ikke gjort, det ville jo være absurd !
Men vores politikere valgte at sælge to ulovlige angrebskrige således, selvom enhver med 3+ hjerneceller kunne se at vi gik i krig af egennyttige grunde - for at tækkes de store drenge i gården og i håb om at få del i rovet.

Er vi først gået ned af denne vej, at retfærdiggøre krig med løgn og manipulation, bliver den politiske opgave at sikre fortsat folkelig støtte til indsatsen og soldaterne. Og det kan selvfølgelig kun ske med fortsat løgn og manipulation.

Glistrup den gamle nar, er til dato den dansker der mest præcist har beskrevet hvad vi burde gøre med det danske militær.
Fyr hele bundtet, luk samtlige baser og erstat dem med en telefonsvarer der siger: Vi overgiver os !

Vi kunne gøre så ufatteligt meget godt for os selv og verdenen for de enorme beløb vi i dag skovler ned i dette bundløse hul.

Per Jongberg

Jeg fatter ikke, hvorfor Nick Hækkerup ikke kan tage sig sammen til at "træde i karakter" over for sit ministerium !!!

Hvor svært kan det mon være ?

Han kan da ikke allerede være i den grad i lommen på departementschefen ?

Eller kan han ?

Kom nu mand, du beskytter en flok Gadedrenge !

uffe hellum

Det er interessant, om alle syv topofficerer har løjet efter ordre fra Venstre, eller om de har løjet på eget initiativ, fordi de sympatiserer mere med Venstre end med loven i Danmark.

Uanset hvad, så må den logiske konkusion være, at der skal fyres masser af militærfolk, før forsvaret kan bringes tilbage til deres funktion, hvor de arbejder for det danske folketing.

Der skal fyres højt og lavt, men muligvis kan fyringerne udliciteres, når bare toppen udskiftes, så militæret selv kan rydde ud i de rådne og korrupte individer længere nede i graderne.

Dem, der arbejder i forsvaret må spørge sig selv: Når det nu er nødvendigt med systematiske, vidtstrakte løgne overfor det civile Danmark, hvorfor satan skal det så hænge sammen, at det civile Danmark skal betale alt legetøjet, de rundhåndede pensioner, men ikke har ret til at bestemme kursen.

Hvis min blikkenslager fortæller mig, at jeg kan rende og hoppe, når jeg vil vurdere arejdet, så er jeg faktisk ikke forpligtet til at betale hans pension...