Telegram

Danmark tager VM-guld i holdspeedway

Danmark er holdverdensmester i speedway med to VM-debutanter på holdet efter absurd afslutning på finalen.
Telegram
14. juli 2012 kl. 21:18

Efter et par år med magre resultater tegner fremtiden alligevel ganske lys for dansk speedway.

Med god hjælp fra den blot 17-årige Mikkel B. Jensen og 20-årige Michael Jepsen Jensen vandt Danmark lørdag aften VM-guld i holdspeedway i den lille svenske by Målilla.

Det skete på spektakulær vis, da der gik taktik i den mod slutningen, og kørerne på grund af det særlige og omdiskuterede jokersystem slap gassen med vilje i de afgørende heats.

Det endte dog med en fortjent sejr til Danmark, der scorede 39 point og modstod presset fra Australien, der sluttede på 36 point.

Allerede ret tidligt i finalen tegnede der sig et billede af, at der reelt kun var to bejlere til guldet.

Russerne, der vandt Danmarks indledende gruppe, blev hurtigt kørt agterud, og de svenske værter kunne trods hjemmebanefordelen heller ikke blande sig i topstriden.

Danskerne og australierne kørte derimod parløb det meste af finalen og skiftedes til at tage point fra hinanden.

Gode præstationer af alle fire kørere betød dog, at Danmark var i teten med hele fem point efter 15. af de 20 heat.

En spektakulær taktisk manøvre af Nicki Pedersen, der med vilje lod Jason Crump overhale sig kort inden målstregen på 16. heat, betød, at australierne i første omgang ikke kunne bruge deres taktiske joker.

Det kunne de dog efter heat 16, hvor australiernes Davey Watt helt bevidst lod sig falde ned på sidstepladsen og dermed gav holdkammeraten Chris Holder muligheden for at score dobbelte point i heatet efter.

Det gjorde han, og dermed var VM-finalen helt åben. Iskold kørsel af Michael Jepsen Jensen bragte dog Danmark i vinderposition, og da eksverdensmester Crump floppede for Australien i sidste heat, var guldet hjemme.

Der er tale om dansk oprejsning efter skuffelsen sidste år, hvor det ikke lykkedes at kvalificere sig til finalen.

Siden det nye format for hold-VM blev indført i 2001, har Danmark vundet VM-titlen tre gange. Det skete også i 2006 og 2008.

/ritzau/

Opdateret 14. juli 2012 kl. 21:25

Jesper Wendt

Super flot!

Kurt Svennevig Christensen

Superflot ja, men det er (forhåbentlig) enestående, for jeg har meget svært ved at forestille mig noget der er mig mere ligegyldig end et speedway. Men vi lever i en tid hvor idiotien står over fornuften (ps. Det er alene fordi jeg har ferie, jeg bruger lidt tid på information.dk, det er hurtig overstået)

Jesper Wendt

Så håber jeg du blev hjemme, ellers er hykleriet jo tykt.

Christian Nissen

Det er en god præstation men speedway er en meget lidt udbredt sport i verden, det er ikke så populært.

Speedway lider af for få overhalinger, typisk er det afgjort i første sving, det er der ikke meget underholdningsværdi i for tilskurerne.

Motocross er meget mere populært men det får ikke meget omtale herhjemme.

Danskerne er generelt så pisse konservative angående motorsport det får ikke megen omtale.

Hvornår præsterer Danmark noget inden for synkronsvømning?