Officielt: Søren Colding stopper i AGK

Søren Colding forlader sin stilling som direktør i håndboldklubben AG København. Det meddeler klubben.
30. juli 2012 kl. 13:20Opdateret 30. juli 2012 kl. 14:05

Håndboldklubben AG København ligner mere og mere et projekt, der hænger i med det yderste af neglene.

Efter at bestyrelsesformand og storinvestor Jesper Nielsen for nylig forlod klubben, stopper administrerende direktør Søren Colding nu også i AGK.

Det sker i bestræbelserne på at trimme organisationen, forklarer klubben på sin hjemmeside.

- I bestræbelserne på at finde en permanent løsning for fremtidens AG København trimmes organisationen nu således, at Søren Colding fratræder sin stilling som administrerende direktør.

- Ejerkredsen - familien Nielsen - arbejder fortsat på højtryk for at finde en permanent løsning for selskabet, lyder det videre.

Indtil der kan præsenteres en permanent løsning, træder Annette Nielsen - Jesper Nielsens søster - ind som daglig leder.

Søren Coldings exit kommer efter længere tids voldsom uro i klubben, hvilket efter alt at dømme både skyldes Jesper Nielsens økonomiske problemer samt klubbens egne økonomiske udfordringer.

Direktørens pludselige farvel til klubben sker kun en dag før, at spillere og ansatte skal have udbetalt deres løn.

Men efter Jesper Nielsens afgang, som han forklarede med, at han ikke længere kunne leve med mediernes personlige hetz, har Søren Colding sagt, at han ikke kan garantere, at der bliver udbetalt løn 1. august.

- Det må vi se på, når vi nærmer os 1. august. Der er virkelig mange uafklarede spørgsmål lige nu, sagde Colding til Jyllands-Posten i kølvandet på Jesper Nielsens exit.

Efter Kasi-Jespers exit stod klubben over for at skulle finde mindst 18,5 millioner kroner hos nye sponsorer. Det er nemlig det beløb, spillere og trænere ifølge Jyllands-Posten skal have udbetalt til den nye sæson.

Klubben har efterfølgende ikke været i stand til at præsentere nye sponsoraftaler.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

AG København begærer sig selv konkurs. Der skulle jo falde løn i dag.

Hvad nu med Mikkel Hansen og andre OL-spillere? Hvordan skal de klare sig.

Hvordan vil det gå med håndbolden øst for Lillebælt? Der er vel kun Ringsted og Nordsjælland tilbage blandt de 16 bedste.