Telegram

Vi får få år som pensionister

Pensionsalder når op på rekordniveau i 2050. Danske mænd vil da få 17 år som folkepensionister, kvinder 20 år.
Telegram
23. august 2012 kl. 06:42

Det er langt fra sikkert, at vi når at nyde vores otium. Sammenlignet med andre lande kommer danskerne nemlig i fremtiden til at leve færrest år som pensionister, skriver Ugebrevet A4.

Danske mænd kan i 2050 kun se frem til i gennemsnit at leve 17 år som folkepensionister, mens danske kvinder vil få 20 år som pensionister.

Det viser en opgørelse over pensionsaldre fra den økonomiske samarbejdsorganisation OECD, der tæller 34 af verdens industrilande.

Danmark vil sammen med Italien i 2050 have den højeste pensionsalder overhovedet i OECD-landene, nemlig 69 år. Et flertal i Folketinget har besluttet at forhøje pensionsalderen i takt med, at vi lever længere.

Og Finansministeriet har i forbindelse med regeringens 2020-plan lagt yderligere to ekstra arbejdsår oven i danskernes arbejdsliv.

Ministeriet vurderer således, at danskerne skal være fyldt 71,5 år, før vi får lov til at gå på pension i 2050. Forskellen skyldes, at Finansministeriet og OECD benytter forskellige modeller til fremskrivningen.

Flere samfundsforskere vurderer, at ingen endnu kan forudsige, hvor mange år der venter os på fremtidens arbejdsmarked.

- Vi er helt fremme i avantgarden på pensionsområdet. Ingen andre er gået så langt. Det er nok ikke helt gået op for befolkningen, hvad det er, man har vedtaget, siger professor Jørgen Goul Andersen, Aalborg Universitet, til Ugebrevet A4.

Ifølge velfærdsforsker Bent Greve fra RUC udfordrer scenariet den danske velfærdskontrakt. For hvorfor arbejde og betale en høj skat i mange år, hvis ikke der bliver tid til at nyde resultatet af anstrengelserne som pensionist?

- Det afgørende bliver, om folk oplever det som logisk retfærdigt, hvor mange år man bidrager med på arbejdsmarkedet, og hvor mange år man får til at nyde sit otium i bagefter, siger Bent Greve til ugebrevet.

/ritzau/

Opdateret 23. august 2012 kl. 06:50

Søren Kristensen

Det afgørende er vel om folk kan li´ at gå på arbejde, for hvis ikke må de jo finde på noget andet, så vidt det nu kan lade sig gøre.

Jens Sørensen

Og samtidig er 800.000 parkeret på en eller anden form for overførselsindkomst.
Herudover et ukendt antal jobs, der ikke rigtigt tilfører samfundet noget.

Berøringsangst fra politikernes side.

Slettet Bruger

Ikke underligt eftersom stort set alle medier og partier prædiker arbejde arbejd, vækst og verdens undergang hvis ældre spiller golf på efterløn. Lever man længere en 17 år på pension, så har system regnet forkert. Men hvilken betydning har det mon for ungdomsarbejdsløsheden, effektiviteten eller livskvaliteten.

Lise Lotte Rahbek

Jeg håber, der inden 2050 vil komme et politisk systemskifte. Ja, jeg ikke bare håber det. Jeg ved det.

Hvis ikke frivilligt, så via naturlige årsager

"- Det afgørende bliver, om folk oplever det som logisk retfærdigt, hvor mange år man bidrager med på arbejdsmarkedet, og hvor mange år man får til at nyde sit otium i bagefter, siger Bent Greve til ugebrevet."

Hvad fanden er det for noget vrøvl... det kan godt være, det er fordi, jeg er ung og naiv, men jeg trode ikke, den primære grund til vi betalte skat, var, så vi kunne gå på pension.
Jeg betaler den for den gratis sundhedssektor og uddannelser, infrastrukturen, det sociale sikkerhedsnet osv... og jeg betaler den gladeligt...

Jeg har sgu medlidenhed med de stakler, som ifølge Bent Greve tror, de først skal til at nyde livet, når de går på pension!!!