Nødråb: De unge aner intet om skatteforhold

Både Skat og bankerne tager ud på skolerne for at undervise om skattesystemet. Og interessen er stigende.
10. september 2012 kl. 04:32Opdateret 10. september 2012 kl. 04:35

Fremtidens skatteborgere, de unge mellem 16 og 20 år, ved dårligt, hvad en skat er for en størrelse. Derfor rykker Skat og banker i stigende omfang ud i skolerne for at undervise eleverne, skriver Politiken.

Der er al mulig grund til at råbe vagt i gevær, når det gælder unge danskeres uvidenhed om skattesystemet, mener Kirsten Hansen.

Hun er daglig leder af den særlige afdeling i Skat, som tager ud på landets skoler, gymnasier og erhvervsskoler for at lære unge, hvordan skattesystemet er skruet sammen.

- De ved næsten ingenting. De tror, at alting kommer af sig selv, skoler, universiteter, sygehuse. Har de et fritidsjob - jamen, så kigger de alene på lønseddelens bundlinje for at finde ud af, hvor mange penge de kan bruge, siger Kirsten Hansen til Politiken.

- At Skat har taget sin del af lønnen, spekulerer de ikke engang over, siger hun.

Skat rykker ud med undervisere, så snart en skole beder om det. Men interessen for at give eleverne en dybere viden om skattesystemets indretning har hidtil været "til at overse", ifølge Kirsten Hansen.

Men nu vender bøtten. Alene det sidste halve år har Skat været i kontakt med rundt regnet 6.000 elever - typisk i folkeskolens afgangsklasser, gymnasier og erhvervsskoler, og det er ny rekord.

- Vi har aldrig før været så meget ude, siger Kirsten Hansen.

Også Nordea og Danske Bank melder om en kraftig stigende interesse for undervisningen i privatøkonomi, finansiel forståelse og skatteforhold. Nordea har først for alvor taget fat på opgaven inden for det sidste år.

- Alene i år har vi gennemført 158 uddannelsesforløb, hvor vi tager ud og underviser i en eller flere timer alt efter skolens ønsker og behov, siger Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Nordea.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Vedsegaard

At de unge ikke aner noget om skats systemer, kan vel ikke undre nogen, det gør skat ikke engang selv.

Der skal en forenkling til, så hele den Danske skattelovgivning kan stå i et tyndt kladdehæfte, altså noget alle kan forstå. Det kan ikke være rigtigt at systemet er så indviklet at vi alle skal være revisorer i mere eller mindre grad.

Det alt for omfattende system afskrækker, mere end noget andet, mange fra at starte virksomheder, hvilket igen vil sige at langtidsvirkningerne vil give tusindvis af nye arbejdsløse, ud over dem det allerede har givet.

Ja, måske skat også skulle begynde at rykke ud til voksne borgere og forsøge at forklare de mange kilometer love.

Eller måske skat bare skulle blive væsentligt bedre til at reagere på henvendelser, så man i et såkaldt demokratisk samfund ikke er nødt til at hænge i røret i halve og hele timer for overhovedet at komme igennem eller skulle vente forgæves i måneder efter at have mailet til dem.

Måske er det så heller ikke helt sandt som efterhånden mange skatteminstre har påstået: At vi både kan have færre ansatte og få bedre service, endda med en stadigt voksende lovjungle.

Dette handler jo ikke om at kunne skattelovene på fingrene. Det drejer sig om at unge ikke har en basal viden om, hvordan en fordeling af individuelle resourcer til fælles resourcer er en grundlæggende forudsætning for det samfund de vokser op i.

Jeg glæder mig til en dag at kunne læse noget om, hvad nutidens unge KAN finde ud af, andet end at lave gruppearbejde og stille sig kritisk ...