Erhvervsliv ærgrer sig over Sohns afgang

Gode karakterer til Ole Sohn fra erhvervsorganisationerne.
12. oktober 2012 kl. 08:48Opdateret 12. oktober 2012 kl. 13:00

Det lyder umiddelbart som et mareridt: Tidligere kommunistformand som minister for det danske erhvervsliv.

Ifølge Dansk Erhverv har der dog langt fra været tale om noget mareridt. Her roser man i stedet Ole Sohn for hans indsats på området.

- Vi er da ærgerlige over, at han stopper. Vi har haft et glimrende samarbejde med ham, siger Jens Klarskov, der er administrerende direktør for Dansk Erhverv.

Hos Dansk Industri har man et princip om ikke at forholde sig til enkeltpersoner. Alligevel tør underdirektør Kent Damsgaard godt rose erhvervsministeren for lydhørhed.

- Lydhørheden omkring den vanskelige finansieringssituation, som mange virksomheder står i, har været god, både fra hans og regeringens side, siger Kent Damsgaard.

Både Dansk Industri og Dansk Erhverv kan dog også pege på en lang række minusser, set fra et erhvervsmæssigt synspunkt, som regeringen har haft. Fælles for kritikpunkterne er især, at det er initiativer fra ministerområder, som har haft negativ effekt på erhvervslivet.

Jens Klarskov henviser blandt andet til nye arbejdsgiverafgifter på op til halvanden milliard kroner, som træder i kraft fra årsskiftet, og så sager som for eksempel skatteomlægningen, der rammer virksomhedernes udsendte.

- Og der kunne vi godt fremadrettet ønske os, at den nye minister får til opgave at holde øje med, at den samlede erhvervspolitik er positiv, siger Kent Damsgaard.

- I det samlede regnskab gælder det jo om at få skabt en bedre erhvervspolitik, siger han.

Mange gætter på, at SF-formandskandidat Annette Vilhelmsen vil placere sig selv i Erhvervs- og Vækstministeriet, hvis hun vinder formandsvalget i SF.

Hos Dansk Erhverv vil man dog ikke tage stilling til, hvad det kan betyde.

- Vi håber, der vil komme en rigtig god minister, som vil fortsætte med at være optaget af erhvervslivets forhold, siger Jens Klarskov.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Falk Rangård

Ja tænk hvis man får ros for at passe sit arbejde på en seriøs måde !!
Man kan være uenig om den politik regeringen fører men Ole Sohn har bare passet sit arbejde.
At blive rost for at være lyttende og åben, ja det er slemt.
Stop dog det med dem og os , får og bukke og andet af samme skuffe, eller sidder de 10 hadske VKO år stadig i de fleste ?

Sjovt at roserne kommer efter at han har meldt sin afgang. En gratis omgang kan man sige...

Formålet er vel at kaste lidt grus i maskineriet for den nye SF formand..

Vibeke Svenningsen

Det undrer ikke mig, Sohn får ros for sin ministerindsats. Han er begavet, analytisk, lyttende - helt klart et kompetent menneske. Så brandærgeligt på nogle måder, selvom jeg bestemt ikke er enig med hans syn på, hvad der er den bedste vej for SF. Men som minister har han været langt bedre end mange af de andre SF-ministre herunder Villy, som jo på trods af urimelig mobning ikke har været noget hit - let's face. Det var og er hans personlige trip, og nok ikke det bedte valg.

Heinrich R. Jørgensen

At kunne bestride embedet som minister, fordrer et vist mål af oplysthed. Det kan ikke undre, at kun ganske få kan forvente at blive rost for at have udfyldt embedet på fair og lyttende vis.

Niels Engelsted

Ole Sohn er på mange måder en tragisk figur, overmåde dygtig men også mistroet både, hvor han kom fra, og hvor han endte op. Her er bestemt materiale til et stort romanværk af en moderne Martin Andersen Nexø, hvis en sådan findes.

Steffen Gliese

Jeg kan godt forstå, erhvervslivet er kede af Sohns afgang, når han i så høj grad har kunnet være talsmand for deres synspunkter internt i regeringen. Nogle gange bliver det lidt for tydeligt, at folk mangler den emanciperende konsekvens af en akademisk uddannelse.

Skal vi ikke lige sammen huske Sohns udtalelser på et internt møde med banksektorens top, hvor han gav udtryk for, at skatten selvsagt var for høj?

Udtalelser han ikke turde komme med i offentlighed.

Sohn kan åbenbart som en anden kamæleon gå ind i en hvilken som helst rolle, lige fra kommunisme til neoliberalisme, og slås med næb og kløer for den højstbetalende, uanset ideologisk standpunkt.

John Vedsegaard

Sagde nogen dobbelt moral? Først støtter erhvervslivet massiv spam i samtlige medier, via blandt andet cepos, i næste åndedrag siger de det er ærgerligt en af modsatte side stopper! De er ikke helt raske i Dansk erhverv/ industri.