Folkebevægelse kræver afstemning om nyt EU

EU er på vej mod en eurostat. Derfor bør Danmark tage stilling ved en ny folkeafstemning, mener EU-modstandere
27. oktober 2012 kl. 17:48Opdateret 27. oktober 2012 kl. 17:55

Når danskerne skal til EU-parlamentsvalg i 2014, så bør der samtidig afholdes en række folkeafstemninger om Danmarks placering i EU.

Det mener Folkebevægelsen mod EU, som på sit landsmøde kræver en folkeafstemning, fordi EU ifølge bevægelsen er i gang med udvikle sig til en egentlig finansunion.

Inden for kort tid og uden nogen større offentlig debat har EU etableret instrumenter til at kunne påvirke og gribe ind over for de enkelte medlemslandes økonomiske politik, siger medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen, Søren Søndergaard i en pressemeddelelse.

Han peger på, at Folketinget har tilsluttet sig det europæiske semester, europluspagten, den såkaldte six-pack og senest finanspagten.

- Alle disse instrumenter er i gang med at blive bundet sammen i en egentlig euro-stat, hvor alle væsentlige økonomiske og finanspolitisk beslutninger i medlemslandene skal godkendes i Bruxelles, siger Søren Søndergaard og fortsætter:

- Det er en udvikling, som vil blive afgjort inden for en meget kort periode. Også selvom det uundgåeligt vil betyde en splittelse af EU, som vi kender det i dag.

- Euro-toget kører, og de enkelte medlemslande vil snart skulle tage stilling til, om de vil køre med hele vejen. Det gælder også Danmark, siger han.

I udtalelsen om folkeafstemningen vedtaget på Folkebevægelsen mod EU's landsmøde hedder det blandt andet:

"EU-eliten vil kun tillade folkeafstemninger om EU-spørgsmål, hvis de er sikre på at vinde. For dem handler det ikke om at lade befolkningen bestemme, men om at nå et i forvejen fastsat resultat. Denne opførsel er fundamentalt udemokratisk."

Folkebevægelsen mod EU er en tværpolitisk bevægelse, som arbejder for dansk udmeldelse af EU.

Bevægelsen blev stiftet som Folkebevægelsen mod dansk medlemskab af EF i 1972, og har ifølge egne oplysninger i dag 2500 medlemmer.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Folkeafstemninger om EU er et ømtåleligt
emne. Man skal nok være varsom med at spille kortet, uanset om man er tilhænger eller modstander.

Lasse Damgaard

- og det kan kun gå for langsomt med den afstemning.

Men det bliver ikke til noget - Christansborg er nogle tøssedrenge og rigide tanter - der egentlig ikke gider demokratiet og alt det der besværlige borger medbestemmelse

Lise Lotte Rahbek

Folke-afstemning, ja tak.

Se på ordet: At afstemme sig med folket.
Det er en demokratisk god ide.
Faktisk nødvendig, kan man sige, hvis man fortsat vil hævde, at det er et demokrati.

Alan Strandbygaard

Kom så med den afstemning!

Og nu hvor vi er i en sparetid, så tag det hele med til samme valg. Hiv alle spørgsmålene med. Især dem om vore forbehold og euroen, den fælles stat og hær.

Og lad der være en mulighed for at sætte et kryds ved om vi overhovedet skal være med i EU:

"Skal Danmark fortsat skal være medlem af EU?"

1. JA
2. NEJ

Michael Kongstad Nielsen

Allan Strandbygaard,

den store kategoriske afstemning vil blive et ja, da flertallet ikke tør stemme nej (vil blive set som det samme som at stemme sig ud af sit hus og sin tryghed).

Men hvad er der i vejen med detailafstemninger om delemner?

Niels Engelsted

En simpel JA-NEJ afstemning til EU med hele pakken ville skabe vild panik i de fleste lejre. I skrivende stund går jeg ind for det.

Michael Kongstad Nielsen

Men det er jo helt uden for emne med en

kategorisk JA-NEJ afstemning. Ingen står lige nu og diskutterer dette noget sted i Europa.

Finanspagte samt ideen om at EU skal nikke ok til nationale budgetter, det er noget af det mest positive set endnu.

En kæde er ikke stærkere end det svageste led.

Det ville fryde mig, hvis et land som Frankrig for alvor fik et ordentlig rap over næsen grundet deres totale mangel på reformer samt de helt tåbelige forsvar for virksomheders tilpasning til virkeligheden senest set med PSA

John Vedsegaard

I et demokrati bruger man folkeafstemninger, det helt store spørgsmål er om Danmark rent faktisk er et demokrati når alt kommer til alt.

Det kan godt være, at Søren Søndergaard er gammel kommunist, men en skarp pointe er altså stadigvæk en skarp pointe.

Det er ret beset fantastisk - og dygtigt, det må man sige - at det er lykkedes EU at snige netop det ind ad bagdøren, som et overvældende flertal af europæiske borgere ikke ønsker, og aldrig har ønsket, ved blot at sige, at det har de sørme heller ikke.

Og vååps, så en forårsdag i 2013 var den der bare lige pludselig. Hvor kom den fra? Var det os, der bestilte varen ... 'Skaa-at! Er det dig, der har bestilt en pakke med Europas Forenede Stater. Der står en mand herude og siger, at den er til os, og at jeg bare skal kvittere for modtagelsen...'

Den samme forårsdag bliver det danske demokrati reduceret til et menighedsråd i Ølsømagle. Det var bare ingen, der stillede et direkte spørgsmål, om folk var enige i den kæmpe beslutning af afvikle en nationalstat og det borgeres civile rettigheder. Herrerne i jakkesæt var for feje til det.

EU står for 'Egenrådigt U-demokrati'
eller:
- Elendigt Udvalg
- Ejesyge Undermålere
- Effektiv Udradering
- Erkend Underslæbet !
- Effektiv Uhyrlighed
- Et Ud-af-landet-projekt
- Energi-Underskud
- Enheder Udslettes
- Enkeltindividets Udfasning