Telegram

LO stiller krav: Hjælp ledige med finansloven

Uddannelse på dagpenge, flere seniorjob og halvering af genoptjeningskrav bør på finansloven, mener LO.
Telegram
24. oktober 2012 kl. 07:55

Landets mægtigste fagboss, LO-formand Harald Børsting, kaster sig nu for alvor ind i debatten om, hvordan regeringen kan redde de anslået tusindvis af mennesker, der mister deres forsørgelsesgrundlag, når de nye dagpengeregler træder i kraft.

Regeringen må sætte penge af på finansloven til at hjælpe dem, der bliver ramt, mener LO ifølge Politiken.

- Nu er der brug for at blive mere konkret end bare at blive ved med en rund formulering om, at problemet skal løses, siger Harald Børsting til avisen.

LO bringer seks forslag på banen. De vigtigste er, at ledige skal have ret til et års uddannelse på dagpenge, hvis de har været med i en A-kasse i otte år, aldersgrænsen for de såkaldte seniorjob skal rykkes til 55 år fra 57 år og så skal virksomhederne have en kontant bonus for at ansætte folk, der har haft løntilskudsjob.

Derudover foreslår LO, at perioden med supplerende dagpenge skal være længere, jobrotationsvikariater skal tælle med i genoptjeningen af dagpenge, og endelig gentager LO sit krav om, at genoptjeningsperioden for dagpenge skal halveres, så der igen kun kræves 26 ugers arbejde for at få ret til dagpenge.

Det sidste krav er kontroversielt, fordi regeringen gang på gang har slået fast, at der ikke bliver ændret ved den dagpengereform, som blev vedtaget under den tidligere af regering og som træder i kraft til nytår.

- Men det skal nu ikke forhindre mig i at sige, at det ville være ganske fornuftigt at få kigget på genoptjeningskravet, siger Børsting til Politiken.

LO-formanden understreger, at det for ham er underordnet, om regeringen finder sit flertal for finansloven til højre eller venstre side i folketingssalen.

Flere socialdemokratiske borgmestre tager positivt imod LO's krav.

- Det vil være klogt at lytte til LO i sådan en situation, siger borgmester i Randers Henning Jensen Nyhuus (S) til Politiken.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, kalder LO's forslag for "konstruktive indspark".

/ritzau/

Opdateret 24. oktober 2012 kl. 08:05

Steffen Gliese

Alt for blidt - der er et grundkrav, der hedder, at arbejde igen skal være arbejde med de rettigheder, dette indebærer. Pligter er der i forvejen ingen, der har lettet på.

Alan Strandbygaard

Hvorfor mon det ikke er Krifa der går i brechen for at redde dagpengemodtagernes situation?

De påstår jo at de er et fagforbund.

Steffen Gliese

Nu er der så kommet noget fra regeringen, der lyder af noget; men selvfølgelig er det endnu en gang en hel del varm luft, men dog lidt mere substans.
Det forargelige er, at man er villige til at forgylde danske arbejdsgivere for at varetage deres egne og samfundets interesser. Hvad kommer det til at betyde for den nuværende arbejdsstyrke, hvis arbejdsgiverne kan få 25.000 for at ansætte en udfaldstruet? Der er eksempler nok, der skræmmer.

Sören Tolsgaard

@Alan Strandbygaard: Krifa har faktisk foreslået en halvering af genoptjeningskravet og en fleksibel dagpengeperiode.

http://blog.krifa.dk/2012/10/behov-for-nye-dagpengeregler.html

Nu lykkes det sikkert regeringen at tage toppen af kritikken og på den måde møve reformen igennem, omend vil blive uhyre vanskelig at leve med, især for de ældre lønmodtagere, som indtil de bliver 65 år gamle må leve i skarp konkurrence med de unge og gæstearbejderne, hele tiden med risiko for at falde ud af dagpengesystemet og miste forsørgelsesgrundlaget.