Apple fjerner Øvig-bog fra boghandel

Efter dages tovtrækkeri har Apple nu valgt at fjerne Peter Øvig Knudsens bog om hippietiden fra sin boghandel.
5. november 2012 kl. 11:53Opdateret 5. november 2012 kl. 12:44

Først krævede Apple, at forfatteren Peter Øvig Knudsen censurerede sine to Hippie-bøger for kønsdele, bryster og seksuelle motiver. Dernæst godkendte Apple i sidste uge en udgave af bøgerne, hvor 47 fotografier var blevet delvist tildækket med røde æbler.

Men den censurerede udgave nåede kun at være til salg i Apples e-boghandel iBookstore i fire dage. Nu har Apple fjernet begge bøger fra butikken.

Det skriver forlaget Gyldendal i en pressemeddelelse.

- Sagen var i forvejen absurd, og nu bliver det svært at finde ord: Vil Apple forbyde, at man bruger æbler til at udføre den censur, de kræver?, lyder det fra Peter Øvig Knudsen.

Ifølge Gyldendal er bøgerne blevet fjernet i løbet af weekenden, uden at Apple har givet en begrundelse til det danske forlag, Hippieselskabet, der udgiver de digitale udgaver af Øvigs bøger.

Hippieselskabet har derfor skriftligt bedt Apple om en begrundelse, men har endnu ikke fået svar.

Apple afviste i første omgang at forhandle forfatterens seneste bog, "Hippie 2", i den oprindelige udgave, fordi den indeholder fotos med nøgne mennesker.

Efterfølgende lavede Gyldendal en version, hvor de mere følsomme fotos er tildækket, og den version blev så sat til salg i Apples boghandel.

Som en lille hilsen til Apple satte forlaget små, røde æbler hen over for eksempel kønsorganer og bryster.

Men nu er bogen altså ikke længere mulig at købe gennem Apples e-boghandel - heller ikke med æblecensur.

Kulturminister Uffe Elbæk (R) har tidligere afvist at blande sig i, om Apple vil forhandle Peter Øvigs Hippie-bog.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis Apple sidder på en afgørende del af det danske e-bogsmarked, så skal dette firma ikke have adgang til at anlægge sine egne moralske og etiske normer m h t hvad, der kan og bør udgives på det danske e-bogsmarked.

Censur af litteratur og andre kunstneriske frembringelser er også et stykke politisk censur .

Måske bør der (om nødvendigt med statsstøtte)etableres et europæisk modstykke til Apple's e-bog , så vi modvirker ny-puritansk censur

Den ( alt for venlige) danske kulturminister eller udenrigsminister bør rejse sagen i EU - Frankrig m fl vil givet være med på at gøre noget.

Jeg synes det bare bliver klart, hvad forretning er for et fænomen, når det opnår monopol.
Vi kan ikke forlange, at Apple skal sælge nogen som helst bøger. De har frihed til at vælge, hvad de vil sælge.

Robert, du må jo sikkert gerne selv udgive alt muligt på det danske e-bogsmarked. Du kan bare ikke nå de der har valgt kun at tale Apple's sprog - altså alle de, der har Appleprodukter, som deres eneste kanal til kulturen.

@Lars Dahl: Appleprodukter kan godt læse e-bøger der er solgt uden om Apples butik, så det er ikke noget problem at sælge Hippie-bøgerne i pdf eller epub format på anden måde.

Til Information

Op jer nu. Det er ikke første gang, Øvig har haft problemer med Apple. Hans Rosenkjær-foredrag om frihedskæmperne blev også gjort forbudt for børn!

Jeg syntes det er fint der i det mindste findes en producent (apple) der ikke kritikløst sælger alt muligt snavs fra deres boghylder.

Apple har ikke monopol på e-bogsmarkedet. Men de er muligvis største aktør med en share på - i følge Øvig - 40%. Jeg tvivler dog lidt på den share, da Amazon og deres meget roste ebogslæser har et ganske solidt brand.

Øvig skal nok få solgt sin bog i et betragteligt oplag her op til jul. Og både han og Gyldendal var ganske sikkert vidende om, at hans bog ville blive censureret af Apple. For nu har han fået masser af gratis omtale med en ganske genial og endda lige så gratis finte.

Og Apple? De fik endnu et velfortjent hak i tuden. :)

Denne sag er absurd, og jeg formoder at Peter Øvig Knudsen blot er interesseret i presseomtale af hans bøger, hvilket må siges at lykkedes.

Jeg kunne forestille mig at man som ebogs-forfatter på iBook Store indgår en aftale der ligner den man som udvikler indgår med Apple hvis man vil sælge apps til Mac eller iOS på App Store. I så tilfælde indgår der en Non Disclosure Agreement som Peter Øvig Knudsen må siges at have overtrådt med sit medieshow.

Desuden forekommer det mig at andre forlag benytter sig af redaktører, og sorterer i hvad de vil udgive. Det er naturligvis ikke en politisk sag, men en række politikkere griber ethvert strå for at skabe omtale.

Der er masser af alternativer til iBook Store, så der er på ingen måde tale om monopol. Man kan sågar hente en Amazon Kindle app til iPhone eller iPad.

Underlig opfattelse de fleste af jer har. Fordi man er større end de andre skal man kanøfles. Jantelov vil jeg mene. Apple er større fordi de har et bedre produkt, længere er den ikke.
Windows blev opfundet af Apple men ståjlet og kopieret af Microsoft. Smartfones og Ipad blev opfundet af Apple og stjålet og kopieret af adskillige andre.

Henrik Strøm, apple er ikke udgiver, men butik. Man kunne lave en vulgær sammenligning med en halal-slagter, der heller ikke formodes at ville levere svinekød; men det ville netop være en overfladisk sammenligning, da ingen vel anser apples butik for at være en filial af Børnenes Boghandel.

Lotte Jørgensen

@Lars Andersen: Det var nu Apple, der så den grafiske brugerflade hos Xerox og "lånte" den. Der fandtes også grafiske brugerflader til PC'ere før Microsoft lancerede Windows.

Med hensyn til håndholdte produkter ... PDA'ere fandtes lang tid før både smartphones og tablets. En gang imellem virker det som om smartphones "bare" er en PDA'er der også kan bruges som telefon :-)

Som med alle "opfindelser" sker der en hel masse samtidig - og en gang imellem er det et produkt der ender med at blive hypet som fremtidsbudbriger uden rigtigt at være det.

§ 77
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

Søren List:

Loven er møntet på regeringscensur, ikke på private forlæggeres redaktionelle beslutninger. Disse sidste er reguleret af det frie marked, men hvorvidt denne regulering virker er et åbent spørgsmål.

Ikke et eneste dansk medie, og heller ikke Information, har ønsket at bringe de reelt pornografiske billeder fra bogen, der sandsynligvis har udløst Apples blokade. Det er nemlig ikke dens bare bryster, men et par gengivne sider fra "Den der hvaderdetnudenhedder", som er en fotobog om gruppesex, der heller ikke kan hjemlånes på et eneste dansk bibliotek.

Så bornerte er de nemlig blevet allesammen, her så længe efter dengang. I dagens Danmark forurener monopolernes grimme grafitti alle offentlige pladser med deres reklamer, også af meget afklædte kvinder med bare bryster. Men kun hvis de overholder idealmål, for rynker og topmaver er fortsat anstødelige, og får sjældent plads i disse peepshows.

De danske medier misbruger naturligvis lejligheden til at vise dobbeltmoralen frem i fuldt flor, ved at plukke de nydeligste hippiebryster frem til forargede artikler. Men normale nøgne kroppe, med deres gode skævheder, synlige kvindeskød og glade tissemænd, er fortsat tabu i det offentlige rum - ikke mindst når de knepper som på billedet i Øvigs bog. Det er de blevet igen igen i dagens Danmark, og altså også i Apples butik, så hvorfor er det ikke "nyheden"?

Brian Pietersen

æhm...man kan gå i en boghandel og købe bogen..elelr på en anden side????

man kan sq da ik tvinge en til at sælge sit produkt, det er rigeligt at nogle tvinger andre til at sælge et helt varesortiment....hvor man kun reelt gider handle 1 eller 2 af deres produkter.

drop dog apple.

@Henrik Strøm, Sune Olsen

Der er faktisk tale om statscensur, bare ikke fra den Danske stat, men den amerikanske stat, der bliver forsøgt migreret til Danmark.

Vi bliver dagligt belemret med bib-lyde fra amerikanske udsendelser i tv, hvis nogen siger fuck eller shit osv. somme tider med sløring af mundbevægelserne.

Det er nu også begyndt at ske i danske udsendelser produceret af udenlandsk ejede tv stationer.

Jeg vil meget gere have mig frabedt amerikansk nypuritanisme , i min danske hverdag.

@Søren List: jeg er enig i at det virker snerpet, men sådan er det amerikanske samfund jo nu engang. Hvis Apple solgte den slags bøger i USA og en "uskyldig og uforvarende" forbruger ved et uheld blev konfronteret med dem, ville der vente sagsanlæg i million størrelsen.

Der er masser af eksempler - Microsoft fjerne sågar indhold fra brugeres private cloud storage, hvis der er tale om pornografisk materiale. Jeg er ret overbevist om at Apple, Microsoft, Google og alle de andre er totalt ligeglade med den slags indhold - de er i markedet for at tjene penge, og i USA er den bedste business case at være forsigtig med den slags.

Nu er det jo ikke sådan at Apple afskærer for adgang til disse bøger - de kan købes mange andre steder, og hvis andre ebogs-udgivere har dem på hylderne også på folks iPads og iPhones. At tale om statscensur virker derfor noget overdramatiseret.