Telegram

Forskning: Forældre skal bryde deres egne dårlige vaner

Forældre skal starte med at kigge sig i spejlet, hvis de vil hjælpe deres børn til bedre trivsel og indlæring.
Telegram
16. januar 2013 kl. 21:10

Over en tredjedel af de danske skolebørn har sovet for lidt, når de møder i skole.

Det viser Rockwool Fondens undersøgelse af skolebørns dagligdag, der også viser, at skolebørn bruger mellem to og fire timer foran fjernsynet eller computeren hver dag. Både søvn og skærmtid påvirker børnenes trivsel og indlæring.

Men hvad stiller man op som forælder, hvis man gerne vil give sit barn den bedste forudsætning for at trives? Man går foran med et godt eksempel, lyder rådet.

- Vi kan se, at børnene ikke kun ligger under for den sociale arv og forældrenes uddannelse, men i højere grad hvilken rollemodel far og mor er for dem, fortæller Jens Bonke, der er seniorforsker på projektet "Bruger skolebørn tiden hensigtsmæssigt?".

Og ifølge tidligere formand for Børnerådet og cand.polit., Lisbeth Zornig Andersen, er det noget, forældre skal tænke over.

- Vi glemmer tit, at forældre er rollemodeller og tror, at vi kan adskille børneliv og voksenliv, men det kan vi ikke. Hvis forældrene ligger på sofaen hele dagen, så gør børnene det også, siger hun til Ritzau.

Ifølge Jens Bonke er den tydelige sammenhæng mellem, hvad forældre gør, og hvad børn gør en god mulighed for at bryde negativ social arv.

- Det her betyder, at alle forældre kan gøre noget for at hjælpe deres børn. Man hører tit, at børn af veluddannede forældre klarer sig bedre end børn af ufaglærte.

- Men her er der noget, hvor forældrene ved at starte med sig selv kan hjælpe deres børn til bedre trivsel og udvikling, forklarer Jens Bonke.

Så hvis børnene sover for lidt om natten, kan det være, at forældrene skal starte med at kigge på deres egne søvnmønstre for at løse problemet.

Undersøgelsen fra Rockwool Fonden viser også, at sover en mor mere end en time for lidt om natten, så gør børnene det i vid udstrækning også. Træner far mere end 30 minutter om dagen, stiger børnenes aktivitetsniveau også markant.

/ritzau/

Gert Villadsen

Ja, jeg ligger allerede i sengen, men det kniber lidt mere med den 16årige inden ved siden af. Han står dog op hver eneste morgen, når uret ringer 6.45 --- det er vel et udemærket parameter !

Men præmissen der er til rådighed, leverer jo ikke løsninger. Med andre ord, der kunne være et psykologisk aspekt - i det at lægge sig på sofaen.

Indirekte ville der være tale om "falsk håb".

Forældrene er en del af problemet, og - helt kontant - ikke en del af løsningen.

Det personlige ansvar står ikke alene, heller ikke om søndagen.

Det næste bliver vel at bede narkomanen om at opsøge sin pusher.(altså for afvænning.)

Det skal da i fokus, men det vil være en fejl at gøre den sociale arv til noget 'arveligt'. Så har man først entydigt hægtet det segment af.

Det er ikke nogen hemmelighed at børn kopier deres forældre... Hvis man sidder mig, min far og min farfar op ved siden af hinanden, er der en temmelig stor chance for, vi alle smider højre ben over knæet og folder hænderne i skødet. Rygterne vil sågar vide, at det skulle være gældende mindst to generationer længere tilbage. Børn kopiere forældrene både bevidst og ubevist, men det gør det jo ikke til noget arveligt. Der er ikke i mine gener at denne min yndede position i en stol kommer fra, men fra mine sociale omgivelser, altså den sociale arv.

Når påvirkningen fra ens forældre kan være så kraftig, at man ender med temmelig konsekvent at sidde sig på samme måde, så må det da også nødvendigvis være forældrenes opgave at fremstå som gode forbilleder. At bryde med den sociale arv starter i høj grad hos forældrene... eller ved børnene når de selv bliver forældre;)