Metro tav om arbejdsulykker

En liste, som ved en fejl er sendt til Politiken, afslører en høj ulykkesfrekvens på Metrobyggeriet.
11. januar 2013 kl. 23:50

Metrobyggeriet i København har været ramt af flere arbejdsulykker, end Metroselskabet hidtil har erkendt. Det fremgår ifølge Politiken lørdag af et internt notat.

- Antallet af arbejdsulykker ligger fortsat over landsgennemsnittet, står der i notatet.

Landsgennemsnittet for arbejdsulykker er 25,8 per en million arbejdstimer. På metrobyggeriet er frekvensen nu 29,6 ulykker. Det dækker over alt fra snubleulykker og klemte fingre til alvorligere skader, som har ført til amputation.

Så sent som i efteråret 2012 fastslog Metroselskabet ellers, at arbejdsulykkerne lå under landsgennemsnittet, skriver Politiken.

De nye oplysninger kan læses i en oversigt - en såkaldt lorteliste - over potentielt negative pressehistorier, som er udfærdiget af kommunikationsafdelingen.

Her står, at "risikoen for alvorlige, måske fatale, arbejdsulykker er stor pga. mangelfulde sikkerhedsforanstaltninger".

Metroselskabets kundedirektør, Rebekka Auken Nymark, erkender over for avisen, at ulykkestallet er steget.

Listen, der ved en fejl er sendt til Politikens redaktion, er en opremsning af i alt seks "dårlige historier", som Metroselskabet kan forudse efter "den seneste tids negative medieomtale".

Rebekka Auken Nymark kalder det "ærgerligt", at listen er sluppet ud, men fastslår, at de øvrige emner på listen mest er scenarier, som Metroselskabet skal være parat til at håndtere.

For eksempel en så alvorlig forsinkelse af Cityringen, "at det ikke kan ignoreres", som der står i notatet.

Men Rebekka Auken Nymark fastholder, at byggeprojektet samlet set ikke er forsinket.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Vedsegaard

Jeg kan ikke se hvorfor Metroselskabet ikke erkender det er sådan, og ellers gør noget ved det. De får absolut intet ud af at lyve og burde holde op med den slags.

Jeg syntes også der burde foreligge tal som sagde noget om hvilke sprog de tilskadekomne behersker, forstår de advarselsskilte, advarselsråb og lignende. Det skulle ikke undre mig hvis der er tale om underbetalte østeuropæere der ikke har hverken sikkerhedsuddannelse eller forstår andet end deres hjemlige sprog, det burde ikke være lovligt på byggepladser her i landet. Minimum må være en sikkerhedsuddannelse og forståelse for det Danske sprog.

Eventuelle forsinkelser kan så komme i sidste række, arbejdernes sikkerhed er meget vigtigere end at folks transporttid bliver højest 10 minutter mindre - også når vi taler om mennesker fra Østeuropa! De kommer hertil for at arbejde, ikke for at blive dræbt i ulykker.