Sådan ser de nye kørekortregler ud

Fra 19. januar gælder der nye EU-regler for kørekort. Se her, hvad det betyder for de forskellige køretøjer.
18. januar 2013 kl. 14:19

EU’s nye regler for kørekort sætter en række minimumkrav til de forskellige typer kørekort. Medlemslandene kan frit vælge, hvor de vil lægge snittet - så længe det opfylder minimumkravene.

I Danmark er kørekortreglerne for:

* Lille knallert (kategori AM): Aldersgrænsen er 16 år. Personer over 18 år, som ikke har kørekort til bil, motorcykel eller stor knallert, skal bestå en teoriprøve hos politiet. Udløber efter 15 år.

* Stor knallert (kategori A1): Aldersgrænsen er 18 år. Udløber efter 15 år.

* Mellemstor motorcykel (kategori A2): Aldersgrænsen er 20 år - dog 18 år, hvis man er i forsvaret, hjemmeværnet eller det statslige redningsberedskab. Udløber efter 15 år.

* Stor motorcykel (kategori A): Aldersgrænsen er 24 år eller efter to år med et kørekort til en mellemstor motorcykel. Udløber efter 15 år.

* Trehjulede motorcykler og quadricykler med motor (kategori B1): Aldersgrænsen er 16 år. Udløber efter 15 år.

* Bil - og bil med anhænger (kategori B og BE): Aldersgrænsen er 18 år. Udløber efter 15 år.

* Lille lastbil - og lille lastbil med anhænger (kategori C1 og C1E): Aldersgrænsen er 18 år. Udløber efter 5 år.

* Stor lastbil - og stor lastbil med anhænger (kategori C og CE): Aldersgrænsen er 21 år. Udløber efter 5 år.

* Lille bus - og lille bus med anhænger (kategori D1 og D1E): Aldersgrænsen er 21 år. Udløber efter 5 år.

* Stor bus - og stor bus med anhænger (kategori D og DE): Aldersgrænsen er 24 år. Udløber efter 5 år.

Kørekort, der er udstedt før den 19. januar 2013, er fortsat gyldige og bevarer indtil videre den gyldighedsperiode, som er anført på kortet. Alle kørekort skal dog senest den 18. januar 2033 være byttet til den nye model.

Kilde: EU-Kommissionen og politi.dk.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu