Tjekkerne vælger ny præsident

Vælgerne i Tjekkiet er til præsidentvalg, hvor de vælger mellem en eks-kommunist og en gammel aristokrat.
25. januar 2013 kl. 20:10Opdateret 25. januar 2013 kl. 21:15

Vælgerne i Tjekkiet har taget hul på et præsidentvalg, hvor de over to dage skal afgøre, om landets kommende præsident skal være en tidligere kommunist eller en 75-årig aristokrat.

Valget, der slutter lørdag aften, markerer samtidig afslutningen på et årti med den euroskeptiske præsident Vaclav Klaus.

Der er ikke mange i Tjekkiet, der tør spå om udfaldet.

Målinger viser dødt løb mellem den venstreorienterede tidligere kommunist Milos Zeman, der er 68 år, og så den 75-årige udenrigsminister med blåt blod, Karel Schwarzenberg.

Det er de to kandidater, der fik flest stemmer ved valget første runde den 11. og 12. januar.

Zeman fik 24,2 procent af stemmerne, mens Schwarzenberg fik 23,4 procent.

Begge kandidater går ind for mere samarbejde i Europa og europæisk integration, så det er givet, at landets første direkte præsidentvalg betyder, at Tjekkiet er på vej væk fra den EU-skeptiske politik, som Vaclav Klaus har stået for.

Analytikere siger, at Tjekkiets unge måske kan afgøre valget. Hvis mange unge stemmer, vil det gavne Schwarzenberg.

Tjekkiske præsidenter er hidtil blevet valgt af parlamentet, men en folkeafstemning i fjor afgjorde, at vælgerne fremover skal vælge præsidenten.

Præsidentens magtbeføjelser omfatter blandt andet udnævnelse af nationalbankchefen, generaler i hæren og dommere.

/ritzau/AFP

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Hvad er forklaringen på, at den tjekkiske ungdom foretrækker den 75-årige højrepolitiker Karl Johannes Nepomuk Josef Norbert Friedrich Antonius Wratislaw Mena Fyrste til Schwarzenberg, Greve af Sulz, Fyrstelig Landgreve i Klettgau og Hertug af Krumlov?