14 københavnske kirker lægges i graven

Københavns Stiftsråd vil have 14 kirker taget ud af brug. Biskoppen sender nu indstilling til kirkeministeren.
5. februar 2013 kl. 20:05Opdateret 5. februar 2013 kl. 21:50

Københavns Stiftsråd har taget en historisk beslutning om, at man vil have 14 kirker taget ud af brug. Det sker ellers yderst sjældent at en kirke lukker - siden 1849 er det kun sket ni gange.

Der har i alt været debat om at lukke 17 kirker, men Enghave Kirke har fået lov til at fortsætte ufortrødent, mens de to kirker Lutherkirken og Davids Kirke skal ud i en ny høringsrunde, hvorefter stiftsrådet tager endelig stilling til dem.

En af de kirker, der mod sin vilje skal lukkes, er Ålholm Kirke i Valby. Sognepræst Ole Petersen mener, beslutningen er træffet på et forkert grundlag.

- Man vil lukke en kirke fra hvert provsti i stedet for at se på, om den enkelte kirke er bæredygtig i sig selv, og det er vi.

- Jeg hører mange sige ude i sognet, at de melder sig ud af folkekirken, hvis det her bliver til virkelighed. Det er en sort dag for kirken i København, siger han til Ritzau.

Men debatten om at lukke kirker i København er ikke ny, fortæller Københavns Biskop, Peter Skov-Jakobsen.

- Vi har virkelig drøftet det her i mange år. Så det er med øjnene fæstnet på fremtiden, at man tager sådan en beslutning her. Med ro i sindet, men også med lidt vemod, siger han.

Lige siden 1976 har Københavns Stiftsråd snakket om at lukke kirker på grund af den demografiske udvikling. Befolkningstætheden er faldet markant fra 890.000 i 1960 til 540.000 i 1990. I samme tidsrum steg antallet af kirker fra 76 til 91.

I enkelte bydele er befolkningstætheden dog vokset, og her er der planer om at bygge nye kirker. I alt tre kirker er på tegnebrættet til henholdsvis Sydhavnen, Nordhavnen og Ørestaden.

Enghave Kirke har som den eneste af de 17 omdiskuterede kirker fået lov til at fortsætte.

Både på grund af dens beliggenhed, fordi der er et væsentligt musikliv i kirken, og fordi man endnu ikke kender byplanlægningen på Carlsberg-grunden, der ligger ved siden af.

På baggrund af stiftsrådets beslutning sender Københavns biskop nu en indstilling til Ministeriet for Ligestilling- og Kirke, der som sidste instans skal godkende lukningen af de 14 kirker.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer