Telegram

Fogh: Stop med at skære på forsvarsbudgetterne

Nato's generalsekretær appellerer til forsvarsministre om at love snart at investere i forsvaret igen.
Telegram
21. februar 2013 kl. 13:35

Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen skruer forud for de næste to dages forsvarsministermøde i Bruxelles igen op for retorikken i sin advarsel mod Nato-landenes fortsatte besparelser på forsvarsbudgetterne.

- Min appel til regeringerne er for det første: Hold igen, stop beskæringerne.

- For det andet: Brug jeres ressourcer mere effektivt gennem mere multinationalt samarbejde.

- Og for det tredje: Når økonomierne er kommet sig, så begynd at bruge penge på forsvaret igen, siger Fogh i en kort udtalelse forud for åbningen af det to dage lange møde.

Generalsekretæren understreger, at han ikke vil kommentere situationen i de enkelte Nato-lande. Og han udtrykker forståelse for, at mange lande er under økonomisk pres og er nødt til at spare.

- I denne sparetid er det afgørende, at landene får mest muligt ud af skatteydernes penge. Samarbejde er den bedste metode til at sikre dét.

- Det er vi nødt til for at sikre, at Nato forbliver guldstandarden for sikkerhed og fortsat er i stand til at håndtere enhver udfordring, fremtiden måtte bringe, siger den tidligere danske statsminister.

Der ventes ingen markante beslutninger på forsvarsministrenes møde.

Der har ellers tidligere været lagt op til, at mødet skulle bruges til at sætte gang i næste formelle skridt mod defineringen af den styrke, der skal tage over efter kampoperationen Isaf i Afghanistan.

Men godkendelsen af den såkaldte Conops (Concept of Operations, der er en mere præcis beskrivelse af operationen, red.) trækker ud, mens landene venter på udnævnelsen af en ny amerikansk forsvarsminister og på en ny aftale mellem USA og Afghanistan.

Fogh afviser dog, at det skulle være et problem.

- Vi holder os til vores tidsplan, så Isafs kampmission vil blive afsluttet med udgangen af 2014, og der bliver etableret en ny Nato-ledet træningsmission fra 1. januar 2015. Så der er stadig noget tid at løbe på.

- Vi er i gang med planlægningen. Og jeg forventer en endelig beslutning om størrelsen og omfanget af den fremtidige (...) mission i løbet af de kommende måneder, siger Fogh.

/ritzau/

Opdateret 21. februar 2013 kl. 16:50

Flemming Andersen

Mon ikke de fleste allige vel betakker sig for Foghs "gode råd" efterhånden??

Bjarne Falk Rangård

Med den store SUCCES NATO har haft i Afghanistan bør man nok ikke tale om NATO som guldstandard.

Der er jo ikke tale om et forsvarsbudget når man fører krige uden at man er angrebet eller udenfor eget ansvarsområde.

Men det vil være totalt umuligt at få vælgerne til at stemme for større
KRIGSBUDGETTER.

Hvis FOGH vil komme med kommentarer til den danske befolkning kunne han starte med at erkende alle sine fejl, det ville nok blive til en hel bog.

Og lad os så slippe for hans udgydelser.

Når man forlader en post i utide og flygter fra sit ansvar bør man nok holde lav profil fremover

"guldstandarden for sikkerhed"

Manden er rablende.

Den bedste sikkerhed for "økonomien" i Grækenland, f.eks., er at øge forsvaret for denne.

Holger Madsen

Det har det græske politi allerede gjort - de har indkøbt 6 nye vandkanoner...