Hele verden fordømmer prøvesprængning i Nordkorea

Atomprøvesprængningen i Nordkorea møder dyb global foragt. Brud på internationale konventioner, lyder det.
12. februar 2013 kl. 11:20Opdateret 12. februar 2013 kl. 11:55

Over hele kloden er der forargelse over den atomprøvesprængning, som Nordkorea foretog natten til tirsdag dansk tid.

- Det er dybt beklageligt og en klar overtrædelse af FN’s Sikkerhedsråds resolutioner, siger Yukiya Amano, der er chef for Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA), i en erklæring.

Også EU's udenrigschef, Catherine Ashton, fordømmer Nordkoreas atomprøvesprængning "på det kraftigste" og kalder den "en alvorlig trussel mod varig fred på den koreanske halvø" og mod både den regionale og internationale sikkerhed og stabilitet.

- Denne atomprøvesprængning er endnu en åbenlys udfordring af de globale ikkespredningsaftaler, og den er et direkte brud på Nordkoreas internationale forpligtelser til ikke at fremstille eller afprøve atomvåben, siger Ashton i en pressemeddelelse.

De samme toner går igen fra Nato-rådet, der er øverste organ for de 28 Nato-lande.

- Denne uansvarlige handling udgør sammen med missilaffyringen i december en alvorlig trussel mod international fred, sikkerhed og stabilitet.

- Nordkoreas forfølgelse af masseødelæggelsesvåben udgør en fortsat trods over for FN's Sikkerhedsråd og det bredere internationale samfund, hedder det i en pressemeddelelse fra Nato-rådet.

Såvel Japan som USA, Rusland og en række andre lande - heriblandt Danmark - har været ude og fordømme prøvesprængningen, der blevet opfanget af USA’s Geologiske Overvågningscenter (USGS) som en unaturlig jordrystelse målt til 4,9.

Selv Nordkoreas tætte allierede Kina har været på banen for at kritisere det lukkede diktatur.

- Vi opfordrer på det kraftigste Nordkorea til at leve op til sine forpligtelser vedrørende atomafvikling og ikke tage skridt, der kan forværre situationen, siger det kinesiske udenrigsministerium.

I et andet land, der også bliver betegnet som en "slyngelstat", Iran, lyder der opfordringer til omfattende nedrustning.

- Vi må komme til et punkt, hvor ingen lande har atomvåben, og samtidig skal alle masseødelæggelsesvåben og atomvåben ødelægges, siger talsmand for det iranske udenrigsministerium Ramin Mehmanparast.

/ritzau/AFP

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Vi må komme til et punkt, hvor ingen lande har atomvåben, og samtidig skal alle masseødelæggelsesvåben og atomvåben ødelægges". Jep - hvorfor er der ingen af de andre røvhuller, der kan sige det lige så klart?
Den Internationale Domstol i Haag konkluderede for mange år siden, at "the threat or use of nuclear weapons would generally be contrary to the rules of international law applicable in armed conflict, and in particular the principles and rules of humanitarian law".

Så længe de fordømmende magter selv har skeletter i skabet lyder fordømmelserne desværre temmelig hule.

Atomvåben er umoralske uanset i hvilke hænder de befinder sig.

Svend Erik Sokkelund

Når nu det er den eneste måde den lille fede kan gøre sig interessant...

Uden atomvåben ville den nordkoreanske diktator bare være endnu én i rækken af tåbelige despoter.

Mogens Højgaard Larsen

Hele verden fordømmer...

Hele verden har tilsyneladende brug for et fjendebillede - primært for at legitimere egne kæmpebudgetter til militær og isenkram. Der er vist ingen frygt for, at Nordkorea udvikler sig til en virkelig atomstormagt, eller hva'?

Hvis jeg var Nordkoreaner, og jeg adskillige gange årligt kunne se "fjenden" demonstrere sin magt gennem flådeøvelser og propaganda, ville jeg også forvente af mine ledere, at de forholdt sig til situationen. Faktisk ville jeg synes, det var den eneste legitime grund til at spendere så uforholdsmæssigt mange penge, når befolkningen ikke engang har mad på bordet.

Hvad så, hvis "fjenden" holdt op med at spille med de militære muskler..?