EU-dom koster Danmark 200 millioner i SU

Nederlag ved EU-domstolen koster Danmark 200 millioner kroner årligt i SU til studerende fra andre EU-lande.
2. april 2013 kl. 21:00Opdateret 2. april 2013 kl. 22:25

Et nederlag ved EU-domstolen betyder, at Danmark i fremtiden skal finde omkring 200 millioner kroner ekstra til SU.

Det oplyser uddannelsesminister Morten Østergaard (R) til Ritzau, efter at EU-domstolen i februar fastslog, at studerende fra andre EU-lande har ret til dansk SU, hvis de tager erhvervsarbejde inden studiestart eller har et arbejde ved siden af studiet.

- Det betyder, at vi er nødt til at ændre praksis på området, siger Morten Østergaard og understreger, at der er tale om et skøn.

Med dommen står det klart, at EU-borgere ved at tage arbejde i Danmark opnår status som arbejdstager og derfor ikke kan nægtes sociale ydelser som SU.

De 200 millioner kroner skal findes på finansloven og skal i øvrigt ses i sammenhæng med, at Danmark i forvejen bruger omkring 19 milliarder kroner på SU.

Efter dommen faldt, har Morten Østergaards embedsmænd regnet på konsekvenserne for Danmark, og det er det regnestykke, som ministeriet nu lægger frem.

Dommen betyder desuden, at et endnu ukendt antal EU-borgere, som allerede har fået afslag på SU, fremover vil kunne få det, hvis de altså har arbejde ved siden af studierne.

Der er 342 sager, som har været sat i bero, indtil dommen forelå. Og der vurderes samtidig at være op til 600 gamle sager, som kan genoptages, hvis de tidligere studerende vælger at klage.

Regeringen vil afsætte 60 millioner kroner ekstra i 2013 i forbindelse med de uafklarede sager.

Samtidig erkender uddannelsesministeren, at dommen kan give studerende fra EU et incitament til at tage arbejde i Danmark og derved få SU. Derfor er det forventeligt, at udgifterne til SU til de udenlandske studerende vil stige de kommende år.

- Vi må se, hvordan virkeligheden kommer til at tegne sig, siger Morten Østergaard.

Uddannelsesministeren arbejder i øjeblikket på en SU-reform, der skal sende to milliarder kroner i statskassen. Men ifølge Morten Østergaard har de ting ikke noget med hinanden at gøre:

- SU-reformens opgave er at sørge for, at vi får et SU-system, der er gearet til mange flere studerende og giver os et provenu, vi kan investere i jobskabelse.

- Men dommen er et udslag af vores EU-medlemskab, hvor vi selvfølgelig skal tage højde for domme. Også når de går os imod.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og det var så Danmark selv der ville have en afgørelse i den sag, og derfor indbragte Ankestyrelsen for Uddannelsesstøtte selv spørgsmålet for EU-domstolen.

Bagved ligger en klar tendens som vi kender fra de Radikale, i at man ønsker at ødelægge velfærdssamfundet, og det er altid nemmer at skærer i en ydelse som gives til personer som ingen forstår hvorfor de skal havde ydelsen.

Optjensnings principper hvor personer der opholder sig i Danmark over skattekortet ligger et symbolsk beløb til side hver måned, og efter x antal år for mulighed for at få ydelsen, så det bliver en forsikring der er ens for alle, er den enste vej frem hvis Danmark vil sikre sit velfærdssamfund.

Finn Årup Nielsen

Er det kun mig der synes at timingen er suspekt i Morten Østergaards udmelding om EU-domstolens SU-afgørelse? Ifølge Berlingske er afgørelsen fra den 21. februar 2013, og Østergaards udmelding til Ritzau kommer netop på dagen hvor medierne har fokus på lærer-lockouten. Håber Østergaard at sagen kan flyve under radaren?