FN: Nej til russiske tropper i Golan

FN vender ryggen til Ruslands tilbud om at indsætte fredsbevarende styrker i Golan.
7. juni 2013 kl. 20:15

Tak, men nej tak.

Sådan lyder reaktionen fra FN, efter at Ruslands præsident, Vladimir Putin, tidligere fredag sagde, at landet er klar til at erstatte de fredsbevarende styrker fra Østrig, der opererer i Golan-højderne.

Putins udtalelse kom, efter at Østrig har erklæret, at landet som en reaktion på de eskalerende kamphandlinger ikke længere tør have FN-medarbejdere i området.

Østrig står i øjeblikket for omtrent 380 af et FN-hold på 1000 observatører, som blev sat i verden i 1974 for at overvåge netop Golan-området.

Talsmand fra FN, Martin Nesirky, siger, at Rusland ikke må tage del i FN-styrken, fordi landet er en af de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd.

- Vi værdsætter Ruslands tilbud. Men det er ikke muligt for permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet at deltage i FN-styrken, siger Martin Nesirky.

Israel erobrede og besatte Golan under seksdageskrigen i 1967, og Israel har siden annekteret Golan.

Ved grænsen mellem Golan og Syrien har der på det seneste været voldsomme kampe mellem syriske regeringsstyrker og oprørerne.

Torsdag tog den syriske regeringshær igen kontrollen med grænseovergangen i Golan- højderne, som oprørene ellers kortvarigt havde sat sig på.

Nederlaget kommer dagen efter, at oprørene tabte den strategisk vigtige by Qusair tæt på den libanesiske grænse.

Tidligere fredag var FN ligeledes på banen i forbindelse med borgerkrigen i Syrien.

Det lancerede således en massiv økonomisk appel om humanitær hjælp til Syrien og dets nabolande.

Argumentet fra FN er, at antallet af mennesker, der er berørt af den brutale konflikt i landet, er hastigt voksende.

I appellen hedder det, at over 10,25 millioner syrere, hvilket er halvdelen af landets befolkning, har behov for humanitær hjælp til en værdi af 5,2 milliarder dollar (omkring 30 milliarder kroner) inden udgangen af 2013, skriver nyhedsbureauet AFP.

Verdensorganisationen siger, at de 3,8 milliarder skal bruges på flygtninge, der har søgt til udlandet, mens 1,4 milliarder skal gå til hjælp til internt fordrevne syrere.

Beløbet overskygger langt de 2,2 milliarder dollar, som FN ansøgte om i 2003 for at lindre ofrene for den krise, der blev udløst af krigen i Irak.

/ritzau/AFP

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu