Islamister dræber studenter på kostskole i Nigeria

Islamister beskyldes for skolemassakre i Nigeria, hvor adskillige elever og ansatte på kostskole meldes dræbt.
6. juli 2013 kl. 14:15Opdateret 6. juli 2013 kl. 21:00

Islamister menes at stå bag en massakre lørdag i byen Potiskum i det nordøstlige Nigeria, hvor gerningsmænd skal have dræbt adskillige elever og lærere på en kostskole.

Der er dog uenighed om, hvor mange, der har mistet livet. En politikilde fastsætter over for nyhedsbureauet Reuters dødstallet til 27 studerende og en lærer, mens en hospitalskilde siger, at 42 mennesker har mistet livet.

- Vi modtog i alt 42 døde studenter og ansatte fra Government Secondary School i Mamudo i aftes. Nogle af dem havde skudsår, mens mange var forbrændt og havde store sår, fortæller Haliru Aliyu fra Potiskum General Hospital til nyhedsbureauet AFP.

Gerningsmændene satte ild til skolebygningerne og skød de flygtende elever, oplyser en politikilde til nyhedsbureauet Reuters.

- Vi ved fra lærere og studenter, der flygtede fra angrebet, at gerningsmændene samlede deres ofre i et hostel og smed med sprængstoffer og skød med skarpt mod dem, tilføjer Haliru Aliyu.

Nu er sikkerhedsfolk ved at lede omkring skolen for at finde sårede studenter, der er flygtet fra stedet.

- Indtil videre er seks studenter blevet fundet, og de bliver nu behandlet for deres skudsår på hospitalet, fortæller Aliyu.

Angrebet er det værste af tre angreb på skoler, siden militæret i maj indledte en offensiv for at knække den islamistiske oprørsgruppe Boko Haram, der betyder "vestlig uddannelse er en synd" på det nordlige Hausa-sprog.

Byen Potiskum ligger i delstaten Yobe, der er en af tre delstater i den undtagelsestilstand, som præsident Goodluck Jonathan udråbte i maj.

Her beordrede præsidenten flere soldater til regionen for at nedkæmpe et oprør, som anses for at være den største sikkerhedsrisiko mod Nigeria, der er Afrikas største olieproducent.

Reuters' politikilde besvarede spørgsmål pr. e-mail, fordi mobiltelefonnettet blev afbrudt som led i undtagelsestilstanden.

I juni dræbte formodede islamistiske gerningsmænd ni elever på en skole i Nigerias nordøstlige by Maiduguri. Syv dage forinden blev syv elever dræbt ved et lignende angreb i byen Damaturu.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Mon ikke der er 88.078 unge danskere, der lige nu er lidt betuttede over, hvad de begiver sig ind på?!