Telegram

Politikere lægger pres på Facebook

Kulturordfører Mogens Jensen (S) er bekymret over Facebook og vil lave høring efter sommerferien
Telegram
8. juli 2013 kl. 23:15

Facebook skal tjekkes, fordi det spiller så stor en rolle i det danske samfund.

Det siger Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen, som vil arrangere en høring om Facebook efter Folketingets sommerferie, til Berlingske.

- Facebook er en debat- og informationsmotorvej i Danmark, og der er ingen tvivl om, at der er betydelig grund til at være meget skeptisk over for nogle af Facebooks politikker.

- Det gælder blandt andet i forhold til det sociale medies etiske dispositioner, der i nogle tilfælde er af censurlignende karakter, siger Mogens Jensen til Berlingske.

Ved høringen vil han drøfte, om man kan føre politisk dialog med den amerikanske virksomhed.

- Lykkes dette ikke, kunne næste skridt være at påvirke organisationer, befolkning, medier og politikere til at fravælge Facebook, fordi det sociale medies værdier ikke harmonerer med traditionelle danske værdier som ytringsfrihed, siger Mogens Jensen.

Selv om Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby støtter en høring, vil hun primært presse Facebook fra EU.

- Facebook er en meget vigtig del af samfundsdebatten, og det er vi som politikere nødt til at forholde os til, for det har konsekvenser, når en privat virksomhed bliver gatekeeper, siger Ellen Trane Nørby, som også er Venstres medieordfører, til avisen.

- Men det vil have en hel anden tyngde, hvis det er et samlet EU, der forsøger at påvirke Facebook.

EU er vejen frem, når danske politikere vil justere Facebook, mener Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

- EU har en række muligheder for at regulere forretningen Facebook - blandt andet fordi Facebook i praksis har monopollignende status, siger Peter Nedergaard til Berlingske.

/ritzau/

Opdateret 9. juli 2013 kl. 08:29

Steffen Gliese

Lad dog DR opbygge et nationalt medie, der kan varetage de mange arrangements- og fællesskabskontakter.
Facebook er jo ikke super-internationalt, men er snarere en række nationale reservater, hvor de fleste så dog kombinerer med de venner og bekendte, de har i den store vide verden, hvilket stadig vil kunne finde sted.

Peter Jensen

Altså, først entrerer det offentlige Danmark med Fakeboob, via diverse opkoblinger, henvisninger og hvad der ellers kan hittes på - og nu beklager man sig over lortet, fordi man er kravlet ned i lommen på en privat koncern. Idioti af første rang.

Hvadsagdejeg-bogen bliver bare tykkere og tykkere og tykkere.

Benny Jensen, Niels Mosbak, Søren 2 Jensen, Ib Christensen, Finn Thøgersen, Torben Arendal, Karsten Aaen, Tue Romanow, Lise Lotte Rahbek og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Det er sygt, når det offentlige, det private og den enkelte lader al kommunikation og information foregå igennem et enkelt filter. I dette tilfælde Facebook. Det burde ikke være den store overraskelse. Det er da helt elementært!

Spændende tanke. Danske politikere vil forsøge at få en privat amerikansk virksomhed til at agere efter danske forhold? Vel at mærke en virksomhed, som driver et socialt netværk, som man frit kan vælge, om man vil være en del af eller ej. Held og lykke, siger jeg bare.

Det er egentlig underligt, at tænke på...Vore politikere er klar til at gå til kamp for, at Peter Øvig's billeder af bare bryster må vises på Facebook, mens hele sagen om USA's spionage i Europa nærmest mødes af apati fra samme politikere. Der ER noget galt i Danmark!

Michael Reves, Kjeld Hansen, Søren 2 Jensen, Michael Madsen, Holger Madsen, Niels Mosbak, Ib Christensen, Torben Arendal og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

@ Tue og andre...

I dag kan man i Berlingske Business læse en stor dobbelsidet artikel om hvordan USA forsøger - med held - at standse danske virksomheders kontakt med lande som USA aldeles ikke bryder sig om, f.eks. Cuba, Pakistan, Iran m.fl. USA mener nemlig at deres regler for deres virksomheder også gælder for alle andre lande i verden. Og det har den her betydning for f.eks. Grundfos: en amerikansk statsborger i Danmark, på dansk grund, må slet slet ikke have noget at gøre med en handel med f.eks. Iran eller Cuba eller Syrien eller....
læs artiklen her: http://www.business.dk/detailhandel/danske-virksomheder-i-amerikansk-lov...

Det burde de danske politikere - sammen med de europæiske politkere gøre noget ved; det forhindrer jo direkte firmaer i Europa i at få en fair konkurrence med amerikanske firmaer. Og det fordyrer i sidste ende også de europæiske produkter.....pga. det omfattende byrokrati der følger med....

Michael Reves, Ulf Timmermann, Michael Madsen, Holger Madsen, Ib Christensen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

PS: Ift. at Facebook ikke accepterer nøgenhed/nøgne bryster/nøgne brystvorter, står det jo Peter Øvig Knudsen frit for at sælge sine e-bøger via Android. (gogle market). Vi der er danskere kan nok overleve ikke at se nøgne bryster.....mv.

----

Mere generelt mener jeg at der selvfølgelig er et problem - og problemet er dette her: Facebook, Apple og til dels Google vil bestemme, hvad voksne mennesker i Europa må se, bl.a. er nøgenhed bandlyst. Men Facebook gør intet ved hadefulde kommentarer som kommer til f.eks. kvinder (eller mænd). I nat (indtil kl. cirka 02.15) så jeg en meget interessant udsendelse fra NRK1 om kvinder som mænd åbenbart hader. Udsendelsen hed Mænd som nethader kvinder, og handlede bl.a. om "21-år gamle Julia sendte et kritisk spørsmål til H&Ms Facebookside om en T-skjorte de hadde til salgs. Noen timer senere flommet det inn med hatske kommentarer og grove trusler, - mot henne. Klesgiganten løftet ikke en finger."

Men så snart nogen ligger et billede af nøgne mennesker ud, så falder Fars, eh, Facebooks banhamnmer....

Søren 2 Jensen

"Lykkes dette ikke, kunne næste skridt være at påvirke organisationer, befolkning, medier og politikere til at fravælge Facebook, fordi det sociale medies værdier ikke harmonerer med traditionelle danske værdier som ytringsfrihed, siger Mogens Jensen."
Alt imens han hænger mørklægningsgardiner op på Christiansborg

Børge Rahbech Jensen

Det er da dobbeltmoralsk at bruge påstande om censur som argument for et ønske om påvirkning af befolkning etc. til fravalg af kommunikationsmedier. Det giver ikke engang meget mening at påstå, sociale medier ikke harmonerer med ytringsfrihed.

Det var bedre med en høring om danske nyhedsmediers ensartethed og den synergi, der til tider kaldes lemmingeffekten. I en sådan høring kunne også inddrages fordele og ulemper ved den voksende koncentration af pressemedarbejdere på Christiansborg.
Bl.a. kan konstateres, at whistleblowers netop ikke formidler informationer, der kan fås med aktindsigt, og hstorisk vist ikke har henvendt sig til journalistiske medarbejdere, der arbejdede hos lovgivende forsamlinger. Så vidt jeg husker, blev Watergate-skandalen i 1972 ikke afsløret af journalister, der arbejdede i Det Hvide Hus, mens jeg ikke ved, om de journalister, der formidlede dokumenter fra Wikileaks og Edward Snowden havde deres daglige gang i Det Hvide Hus el. på Capitol.

Jeg synes, kritikken af Facebook minder mest om et ønske om mere kontrol med informationsstrømmen til befolkningen. Sociale medier som Facebook udgør jo nok en meget vigtig del af samfundsdebatten, fordi de løser opgaver, som andre danske nyhedsmedier har opgivet.