Støjberg: Asylcenter i Hørsholm er en magtdemonstration

Personalet og lokalbefolkningen mangler at blive hørt i opførelsen af et nyt asylcenter, mener Inger Støjberg.
17. august 2013 kl. 18:15

Det kommende asylcenter i den nedlagte Sjælsmark Kaserne vækker harme hos Venstres integrationsordfører, Inger Støjberg.

- Det er en magtdemonstration fra justitsministerens side. Asylcentret er blevet besluttet, uden at hverken fængselsbetjente og lokalbefolkning er blevet hørt. Det er koldt og kynisk, siger hun.

Sjælsmark udrejsecenter skal få flere afviste asylansøgere til at forlade Danmark, både frivilligt og ved tvang. Udrejsecenter Sjælsmark skal drives af Kriminalforsorgen, det oplyste Justitsministeriet fredag.

Både borgmesteren i Hørsholm kommune, Morten Slotved (K), og formand for Fængselsforbundet Kim Østerbye, kritiserer justitsminister Morten Bødskov (S) for ikke at inddrage dem i forhandlingerne.

- Det havde været naturligt, at ministeren havde taget telefon og hørt os om, hvad han havde tænkt at lancere. Hvis ministeren har et ønske og et bestemt formål, så er vi til at tale med, siger Kim Østerbye.

Det nye asylcenter er placeret to kilometer fra Sandholm Asylcenter, og det bekymrer integrationsordføreren.

- Det er en markant ændring af et lokalsamfund at have både et stort asylcenter og et stort udrejsecenter liggende i nærheden af hinanden, siger Inger Støjberg.

Hun deler bekymringen med borgmesteren om, at der bliver tale om asylsøgere, der skal væk fra Danmark, og derfor ikke mener, at de "skylder landet noget", som hun udtrykker det.

- Jeg bakker op om, at man skal være mere effektiv til at få sendt de afviste asylsøgere ud af landet, da de ikke har ret til at være i landet, men det ændrer ikke ved, at placeringen af udrejsecentret er problematisk.

Med asylaftalen fra efteråret 2012 mellem regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance blev der afsat penge til en mere målrettet indkvartering.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alan Strandbygaard

Jeg synes det er fint at placere et asylcenter midt i rigmandsområdet. De er ikke fredet i klasse A. Og måske kunne de få en smule indsigt i tingenes sammenhæng? Der er en virkelighed derude man ikke kan købe sig fra.

Torben Nielsen

Ja og planen er vel at de resourcestærke skal virke motiverende på de svage.

Fængselsbetjente? Jeg vidste ikke at asylcentre var fængsler.