Medier: Rasmus Helveg Petersen bliver ny udviklingsminister

Rasmus Helveg Petersen (R) bliver ny udviklingsminister, når Christian Friis Bach torsdag eftermiddag ventes at træde tilbage
21. november 2013 kl. 12:20Opdateret 21. november 2013 kl. 13:25

Rasmus Helveg Petersen (R) bliver ny udviklingsminister, når Christian Friis Bach (R) torsdag eftermiddag ventes at træde tilbage. Det erfarer flere medier.

Politisk kommentator Troels Mylenberg udtalte tidligere torsdag til Ritzau, at Rasmus Helveg Petersen er en oplagt afløser for Christian Friis Bach.

- Rasmus Helveg Petersen har beskæftiget sig med udviklingspolitik. Og han har i øvrigt i en årrække arbejdet i Folkekirkens Nødhjælp og i andre bistandsorganisationer.

- Han har lidt den samme profil som Christian Friis Bach. Så det er en oplagt afløser, sagde Troels Mylenberg.

Centrale kilder hos De Radikale siger til TV 2 News, at Christian Friis Bach vælger at trække sig, fordi han har kendt til de dyre rejser, som Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, har foretaget i sin rolle som formand for klimaorganisationen GGGI.

Christian Friis Bach har ellers flere gange tidligere hævdet, at han ikke kendte til Lars Løkke Rasmussens (V) dyre rejser på første klasse for bistandsmidler.

Han har også understreget, at Løkkes dyre rejser ikke er en måde, som regeringen ønsker at bruge danske bistandsmidler på.

I den radikale ledelse er man dog ifølge TV 2 News oplysninger ærgerlige og overraskede over, at sagen er stor nok til, at Christian Friis Bach vælger at trække sig i stedet for at blive på posten som minister og forklare sig over for Folketingets øvrige partier.

Christian Friis Bach - der også er fungerende udenrigsminister - befandt sig i Israel og Gaza, da han onsdag pludselig besluttede sig for at afbryde turen og vende hjem til Danmark.

"En hjemlig politisk sag" blev angivet som årsagen, og siden da eksploderede rygtebørsen om hans afgang.

Sagen har allerede trukket store veksler på Lars Løkke Rasmussen politiske kampform.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nå, så er der én mere Helveg Petersen, der er gået i fodsporene på farmand og storebror.
Jeg synes efterhånden det lugter lidt af nepotisme.

Jeg ved godt at det ikke er derfor at Rasmus Helveg er blevet den nye afløser.
Men jeg synes efterhånden at Christiansborg er lidt for fyldt med børn af politikere.

Philip B. Johnsen

Rasmus Helveg Petersen kommende udviklingsminister, kunne begynde med at tage afstand fra, at dække over politiske modstandere der lovlig eller ulovligt, misbruger offentlige midler i udviklingsministeriet.