Regeringschef om uran: Danmark skal blande sig udenom

Det grønlandske selvstyre har rettighederne til alle naturressourcer i Grønland, siger selvstyreformand.
18. november 2013 kl. 04:05

Danmark skal som udgangspunkt ikke blande sig i en eventuel udvinding af uran fra den grønlandske undergrund.

Sådan lyder meldingen fra formanden for Grønlands selvstyre, socialdemokraten Aleqa Hammond (Siumut), skriver Information.

- Der er uenighed om, hvornår Danmark skal ind over, hvis vi udvinder sjældne jordarter med uran som biprodukt, siger hun til avisen.

- Jeg kan godt forstå, at Danmark gerne vil blande sig og kalde det udenrigs- og sikkerhedspolitik. Men Danmark skal respektere, at selvstyret har rettighederne til alle naturressourcer i Grønland.

- Vi vil gerne samarbejde med Danmark, men det er os, der har kompetencerne og rettighederne, tilføjer hun ifølge Information.

Aleqa Hammond mener, at alle juridiske spørgsmål vil kunne afklares med en samarbejdsaftale, der gør det klart, om og i givet fald hvornår Danmark skal ind over kontrollen med en eventuel produktion af uran.

- Vi har på tegnebrættet, hvordan vi skal gøre det i forhold til kontrolinstanser. Jeg regner med, at vi tager initiativ til en aftale i slutningen af året eller begyndelsen af det kommende år, siger hun.

Den tidligere formand for selvstyret, Kuupik Kleist fra venstrefløjspartiet IA, afviser Hammonds udlægning af selvstyreaftalen:

- Vi har ikke specifikt forholdt os til udvinding af uran i selvstyreloven, og det er trods alt mig, der har forhandlet råstofdelen af selvstyreloven, siger han til Information.

Kleist beskylder Hammond for at skade Grønlands interesser i en uoverskuelig lang fremtid:

- Vi er slet ikke klar til at træffe den beslutning. Diskussionen går, som om uran er noget ufarligt noget, man nærmest uden problemer kan spise til aftensmad. Det er noget farligt stads, der kan få helt uoverskuelige miljømæssige problemer i 1000 år.

Han mener ikke, at fordelingen af kompetencer mellem Grønland og Danmark i forhold til sikkerhed ved produktion af uran på eksempelvis Kvanefjeldet i det sydlige Grønland er afklaret.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvornår man skal være international socialist ud over alle grænser,
og hvornår national sådan lige til husbehov
er naturligvis enhver socialdemokrats skisme,
for nej løsningen er IKKE for resten ikke at være socialist alligevel.

Men hvad skal man så mene om
Aleqa Hammonds efterhånden ret profilerede hybrid
af uran-'internationalisme' og inuit-'nationalisme'.
Det hele på hovedet eller ?

Eller : når nu grønlænderne selv har pløjet og klargjort uranmarkerne,
til-sået, hyppet og sprøjtet den i deres ansigters sved
hele den lange sommer,
så må de vel også frit eje og realisere frugten
af deres barkede næver fri til selv at vælge udbyttere
på det internationale frie marked for sådanne.

Men hov, der er noget galt her ?
Er 'naturresourcer' produceret værdi ?