Telegram

BBC4 køber storladen dansk dramaserie

Millioner af britiske tv-seere kan følge Ole Bornedals store historiske drama "1864", når BBC viser den.
Telegram
20. december 2013 kl. 18:05

Britiske BBC4 har købt visningsrettighederne til DR's tv-serie "1864", der er optaget hovedsageligt i Polen.

Dermed kan millioner af britiske tv-seere følge med, og DR kan sætte endnu et kryds på listen over lande og tv-stationer, som viser tv-serien.

- BBC har oplevet en overraskende stor seerrekord med dansk drama på BBC Four, da de viste "Forbrydelsen" og "Borgen".

- Derfor glæder vi os over, at de nu også tilbyder deres seere at følge med i Ole Bornedals store episke drama,"1864", når det glider over skærmen i 2014, siger seriens producenter, Peter Bose og Jonas Allen, Miso Film, i en pressemeddelelse.

Ligesom de to øvrige danske serier, sendes "1864" med dansk tale og engelske undertekster.

Tv-serien er bygget op omkring Tom Buk Swienty's bøger "Slagtebænk Dybbøl" og "Dommedag Als" og handler om slaget ved Dybbøl i 1864, der kostede 5000 danske soldater livet.

Ole Bornedal er instruktør, og filmen har skuespillere som Nicolas Bro, Rasmus Bjerg og Jens Sætter-Lassen på rollelisten.

Optagelserne til tv-serien begyndte den 8. april, og serien er med et budget på 173 millioner og 6000 statister den dyreste og mest omfattende danske tv-produktion nogensinde.

Optagelserne til serien sluttede i Prag midt i juli, hvorefter produktionen rykkede til Danmark for at få de sidste skud i kassen.

Serien får dansk premiere søndag den 27. september 2014.

/ritzau/

Finn Årup Nielsen

"der er optaget hovedsageligt i Polen." Ritzau er da vist galt på den. Det var i Tjekkiet.

Finn Årup Nielsen

"Serien får dansk premiere søndag den 27. september 2014." Ja, det passede jo så heller ikke

Finn Årup Nielsen

' Tv-serien er bygget op omkring Tom Buk Swienty's bøger "Slagtebænk Dybbøl" og "Dommedag Als" '

Ifølge et interview har Ole Bornedal ikke læse Dommedag Als, så serien er nok kun bygget på Slagtebænk Dybbøl...

Bjørn Pedersen

Så så, Finn Årup Nielsen, nu skal du ikke gøre al arbejdet for Ritzau... ;-P