Forskere vil snyde kroppens fantomsmerter

Mange amputerede patienter får slemme fantomsmerter. Ved at snyde hjernen vil forskerne fjerne smerterne.
13. december 2013 kl. 10:50

Tusinder lider efter amputation af en arm eller et ben af stærke fantomsmerter, som stort set er umulige at behandle, og hvor smertestillende medicin er virkningsløs.

Mange mennesker gennemgår amputationer for at overleve alvorlige sygdomme som diabetes og kræft.

Nu skal et internationalt forskningsprojekt ledet af Aalborg Universitet prøve at finde forklaringen på de brændende smerter og udvikle teknologiske løsninger, der kan reparere de ændringer, som sker i hjernen efter en amputation.

- Langt de fleste amputerede får fantomsmerter efterfølgende i varierende grad.

- Vi håber på at finde ud af, hvorfor de kommer, og hvordan vi hjælper patienter med at overvinde dem, siger projektlederen, lektor Winnie Jensen fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet.

- Alle har en slags landkort inde i hjernen, som fortæller den, hvordan kroppen ser ud. Men efter en amputation passer kortet ikke mere, fordi der mangler et ben for eksempel. Det, tror vi, er en del af forklaringen på, at man får fantomsmerterne. Derfor vil vi prøve at snyde hjernen til at tro, der stadig er et ben, siger Winnie Jensen til Ritzau.

Det sker enten ved elektrisk stimulation af nerverne uden på kroppen gennem elektroder på huden eller i de mere vanskelige tilfælde gennem en mere invasiv metode, hvor nervebanerne stimuleres inde i selve kroppen gennem indopererede elektroder.

Bag projektet står konsortiet Epione, som består af 12 partnere fra Europa og USA med både hospitaler, universiteter og virksomheder, og som netop har modtaget 45 millioner kroner i støtte fra EU.

- Vi er mange og forskellige partnere i projektet, fordi vi gerne vil sammenligne forskellige metoder for en lang række patienter og dermed forhåbentlig udvikle nye brugbare teknologier, som kan sendes på markedet og hjælpe de her patienter i fremtiden, siger Winnie Jensen.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Hanne Koplev

Der er mange med fantomsmerter, som har glæde af akupunktur, som også kan udføres som akupunktur, hvor der sættes strøm til nålene, også kaldet el-akupunktur.

Der er rigtigt mange læger i Danmark, som har erfaring med brug af akupunktur, dertil de mange uddannede akupunktører, hvorfor der skulle være muligheder nok for mennesker med fantomsmerter til at afprøve, om el-akupunktur kan være dem til hjælp.