Amnesty til regeringen: Undersøg NSA-overvågningen

Organisationen opfordrer regeringen til at undersøge lovligheden og omfanget af NSA's overvågning i Danmark
30. januar 2014 kl. 15:39Opdateret 30. januar 2014 kl. 15:49

Det ser ud til, at Danmark er blevet udsat for spionage, derfor må regeringen træde i karakter og iværksætte en undersøgelse af omfanget og lovligheden af overvågningen.

Det siger Amnesty International, efter at det er kommet frem, at USA's National Security Agency (NSA) angiveligt overvågede en række lande i forbindelse med klimatopmødet i København.

- Regeringen kan ikke længere stikke hovedet i busken og foregive, at alt er i den fineste orden. Amnesty opfordrer regeringen til at vågne op og iværksætte en undersøgelse af NSA's aktiviteter i Danmark, siger pressechef Ole Hoff-Lund.

Ifølge Information spionerede USA's efterretningstjeneste mod andre landes forberedelser til COP15 i København i december 2009.

Spionagen var blandt andet rettet mod værtslandet Danmark. Det fremgår af et NSA dokument, som er blevet lækket af Edward Snowden.

Alligevel mener forsvarsminister Nicolai Wammen (S) ikke, der er grund til at tro, at NSA udfører ulovlig spionage rettet mod Danmark.

Udmelding tyder, ifølge Amnesty International, enten på, at regeringen har kendskab til overvågningen eller direkte har sanktioneret den, eller at regeringen ikke tør tage konfrontationen med USA.

- Begge dele er udtryk for, at man ikke tager menneskerettighederne og privatlivets fred alvorligt, siger Ole Hoff-Lund.

 

Ifølge det lækkede dokument planlagde tjenesten også at fortsætte spionagen under selve forhandlingerne i Bella Center.

Dokumentet blev lagt ud på et internt netværk i NSA 7. december 2009, samme dag som klimatopmødet i København begyndte.

Som eksempel på oplysninger, den allerede havde indhentet forud for COP15, nævnes specifikt en rapport med "forhåndsdetaljer om det danske forslag og deres bestræbelser på at søsætte en redningsplan for at redde COP15".

/ritzau/

Anbefalinger

  • Jette M. Abildgaard
Jette M. Abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kan man påstå, at man er blevet voldtaget, hvis man selv ønsker at bliver voldtaget, og på ingen måde har modarbejdet dette? jeg har i hvert fald svært ved at se, at dette skulle kunne holde i retten.

Og hvad så, hvis man med vidst åbne øjne selv har lagt embedesmænd til hændelsen. Er det så fortsat voldtægt?

I modsætning til bl.a. forbundsrepublikken og Frankrig er det jo helt bevidst for danske politikere, at danske PET direkte samarbejder med UK og USA om dette efterretningsarbejdet.