EL kalder Thorning i samråd om USA-overvågning

Enhedslisten kræver statsministeren i samråd omkring omfanget af USA's overvågning af danske statsborgere
30. januar 2014 kl. 18:20Opdateret 30. januar 2014 kl. 18:47

Enhedslisten kalder nu statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i samråd i folketingets retsudvalg for at få "klart svar" på, om regeringen har kendt til amerikansk overvågning af danske statsborgere.

Det sker efter, at dagbladet Information torsdag skriver, at USA's efterretningstjeneste, National Security Agency (NSA), spionerede mod Danmark og andre landes forberedelser til klimatopmødet COP15 i København i 2009.

- Det er helt uholdbart, at vi har en statsminister, der ikke vil redegøre for, hvad regeringen ved om NSA’s overvågning af danske borgere på en måde, som vælgerne kan tro på, siger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper.

Enhedslisten havde torsdag indkaldt både statsministeren, forsvarsminister Nicolai Wammen (S) og justitsminister Karen Hækkerup (S) til forespørgselsdebat i folketingssalen, men Pernille Skipper er ikke tilfreds med de svar, hun fik.

- Det er dybt utroværdigt, når ministrene bliver ved med at gentage mantraet om, at de ikke har grund til at antage, at NSA foretager en overvågning af danske borgere i strid med danske interesser, siger hun.

 

Dagbladet Information skriver torsdag, at NSA op til klimatopmødet i 2009 skaffede sig adgang til fortrolige danske dokumenter til skade for den danske regerings position - og for muligheden for at nå en aftale.

- Enhedslisten mener, at det udgør et demokratisk problem, at den danske regering konsekvent nægter at forholde sig til dokumenterede fakta. Derfor slutter debatten ikke her, siger Pernille Skipper.

- Vi indkalder statsministeren til samråd i håb om, at hun dér vil gøre sig umage for at forholde sig til den dokumenterede overvågning, som danske borgere og danske regeringer er - og har - været udsat for.

/ritzau/

Anbefalinger

  • uffe hellum
uffe hellum anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stor tak for at skære det ud i pap:

- Enhedslisten mener, at det udgør et demokratisk problem, at den danske regering konsekvent nægter at forholde sig til dokumenterede fakta. Derfor slutter debatten ikke her, siger Pernille Skipper.

Det er en ærlig sag at være modstander af demokrati, men det er ikke længere en ærlig sag at benægte fakta i sagen.

Selv de allerdummeste danskere kan for helvede ikke længere påberåbe sig uvidenhed, hverken om fakta, eller om det eneste parti, der fra starten understøttede afdækningen af fakta.

Problemet løses ved, at demokratiske danskere stemmer på demokratiske partier. Lige nu er der kun et parti at vælge imellem...

Preben Bollerup

Vi skal have sandheden frem her og de ansvarlige og dem der skulle have holdt sandheder skjult skal stilles til ansvar, demokratiet har det mere end svært i DK for tiden. Tak til enhedslisten for at forfølge sagerne som ingen andre åbenbart kan eller tør røre ved.