Telegram

Søren Pind: Sæt huslejerne fri for nye lejemål

Huslejereguleringen bør liberaliseres, mener Søren Pind. Boligminister betegner forslaget som en "bombe".
Telegram
13. januar 2014 kl. 23:55

Venstre-profilen Søren Pind mener, at man bør droppe huslejereguleringen og i stedet lade markedet tale, hvilket er stik imod partiets politik.

Ifølge Berlingske medfører reguleringen hvert år, at en lang række lejere får sat deres husleje ned med tusindvis af kroner hver måned.

- Hele huslejespørgsmålet er et udtryk for en dybt politisk regulering, som i meget høj grad stammer fra lovgivning fra omkring Anden Verdenskrig. Vi prøvede i Venstre at tage et opgør med det i 1998, det gik ikke så godt, og det har efterladt et dybt sår hos os, siger Søren Pind til avisen.

Alligevel mener han, at "man burde tage fat på at sælge nogle almene boliger," og liberalisere huslejelovgivningen.

De frie huslejer skal dog først gælde ved genudlejning og altså ikke for allerede eksisterende lejeaftaler, forklarer Pind og understreger, at han udtaler sig på sine egne vegne og ikke partiets.

Det mener Venstres boligordfører også, at han bør gøre.

- Det må stå for Søren Pinds egen regning. Venstre går ikke ind for en liberalisering af lejeloven, sådan som han foreslår, men for en forenkling, siger boligordfører Louise Schack Elholm (V) til Berlingske.

Også Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby fastslår over for Ritzau, at Pinds forslag ikke er partiets politik.

Boligminister Carsten Hansen (S) kalder det for "en bombe, som Søren Pind smider ind i hele boligmarkedet".

- Hvis det her forslag bliver realiseret af Venstre, vil det betyde, at hundredtusind lejligheder i København vil få fordoblet huslejen. Det vil sige, at lejen stiger i snit med over 20.000 kroner om året, siger boligminister Carsten Hansen (S) til Ritzau.

- Prøv at tænke på, hvad det vil betyde for en ekspedient i Netto, der tjener 220.000 om året.

Men det er ikke kun København, der rammes, forklarer ministeren. Det vil få voldsomme konsekvenser for huslejeniveauet i de større byer.

- Det er en særskat Søren Pind vil straffe lejerne med, og det forværrer i virkeligheden situationen endnu mere, at det rammer de lejere, der har de laveste indkomster, mener boligministeren.

/ritzau/

Opdateret 14. januar 2014 kl. 07:55

Steffen Gliese

Tværtimod er det jo gået helt forfærdelig galt for de lejemål fra efter 1992, der ikke er underlagt regulering.

Selvfølgelig er det korrekt, at huslejer ville stige voldsomt, hvis man giver dem fri. Men kun fordi regeringer i mange år har forsømt at fremme byggeri af boliger til priser, almindelige borgere kan betale. Ved at kunstigt holde huslejer nede, tilgodeser man kun lejere, der er så heldige at have en billig bolig. Og samtidigt forhindrer man, at nye boliger til rimelige priser bliver bygget. Det er dog svært at se, at den nuværende regering vil ændre noget ved denne situation, idet den kun tænker på deres klientel og ikke på fremtiden.

Steffen Gliese

Der er jo bygget uendeligt meget i de seneste ti år, Egon Jensen, som ikke er økonomisk holdbart. Når konkurserne endelig slår igennem, vil København have en meget stor ejendomsportefølje, som kommunen og boligforeningerne bør dele imellem sig.

Nu hvor der er åbnet for debatten, forventer jeg en ganske hård liberalisering af lejeloven indenfor de næste 5 år. Og jeg spiller gerne en femmer på, at Corydon og HTS kommer med deres aftryk, som de gode og ægte socialdemokrater, de nu engang er.

Undskyld mit rigide indlæg. Jeg er bare ikke pessimist, men realist.

Hjemvendt fra fra våd tur i byen med ejendomsmatadorer er Søren Pind - med en kæp i øret - gået til tasterne. At Lars Uløkke var med på turen, som ikke manglede indslag fra den svage køn, forklarer dennes vaklende kurs under Ekstra Bladets kampagne formiddags.