Folk over 50 år låner oftere til ny bolig end yngre

En gennemsnitlig dansker, der får et boliglån, er 54,4 år. De har penge og vil bo det samme sted i længere tid
28. april 2014 kl. 13:15

Folk i alle aldre låner til et nyt hus eller en lejlighed, men den typiske låntager er mellem 40 og 69 år. Det viser en gennemgang, som Realkredit Danmark har lavet på mere end 450.000 lån.

Analysen viser, at der både er folk på 18 år og 100 år, der låner til ny bolig, men gennemsnitsalderen ligger på 54,4 år.

- Den relativt høje gennemsnitlige alder for vores låntagere er en afspejling af flere elementer, skriver cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig, Realkredit Danmark.

Blandt andet kræver det en vis indkomst at få adgang til boligmarkedet og en knap så omskiftelig tilværelse, da der er store transaktionsomkostninger forbundet med køb og salg af bolig.

- Det er forklaringen på, at blot 2,2 procent af vores låntagere er i aldersgruppen fra 18-29 år, selv om denne aldersgruppe udgør 19,1 procent af befolkningsgrundlaget i aldersgrupperne fra og med 18 år, siger cheføkonomen.

En anden forklaring er, at parcelhusmarkedet vægter tungt på boligmarkedet, og der har igennem de seneste 30 år været en tendens til, at færre og færre unge mennesker ejer parcelhus, mens danskerne bliver boende i parcelhuset længere op i årene end tidligere.

- I dag er det cirka hver femte person i alderen 18-39 år, der bor i parcelhus, mod næsten hver tredje tilbage i begyndelsen af 1980'erne, påpeger Christian Hilligsøe Heinig.

De yngste boligejere finder man i Københavns Kommune. Her er snitalderen 49,5 år, mens den topper på Samsø og Læsø med 60 år.

- Den "lave" alder i københavnsområdet skal ses i lyset af, at det er en studieby, og der er et stort marked for ejerlejligheder, hvor unge mennesker traditionelt fylder en relativ større andel set i forhold til parcelhusmarkedet, siger Realkredit Danmarks cheføkonom.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu