DF: Dansk patent-ja er som at underskrive en blankocheck

Det er mærkeligt at lave så omfattende reform af patentsystemet uden at undersøge konsekvenserne, mener DF.
20. maj 2014 kl. 12:25

Et dansk ja til den europæiske patentdomstol er som at skrive under på en blankocheck, når de økonomiske konsekvenser for Danmark ikke er blevet undersøgt til bunds.

Det mener Dansk Folkepartis spidskandidat til EU-Parlamentet Morten Messerschmidt, som undrer sig over, at den danske regering ikke ligesom den polske har fået analyseret, hvordan bundlinjen ser ud, hvis vi tilslutter os patentdomstolen.

- Det virker meget mærkeligt at lave en så omfattende reform uden at have en konkret idé om de økonomiske konsekvenser, siger Morten Messerschmidt til Ritzau:

- Jeg har brugt de seneste tre til fire måneder på at sige, at vi risikerer at købe katten i sækken. Vi ved ikke, hvordan det vil påvirke patentsystemet i Danmark, og det klogeste er derfor at vente og se. Hvis det så viser sig, at det er ufornuftigt at stå ved siden af, så kan vi altid tiltræde senere.

Ifølge Information takker Polen nej til patentdomstolen på baggrund af en rapport fra Deloitte, som viser, at det vil koste landet knap 93 milliarder kroner at deltage i samarbejdet.

Konklusionen lyder blandt andet, at det vil koste Polen dyrt at være med i det nye patentsystem, fordi landets virksomheder oftere vil blive trukket ind i retssager om krænkede patenter.

Men det har ikke været relevant at lave en rapport i Danmark, fordi forholdene er meget forskellige i Danmark og Polen, lyder det ifølge Information fra Erhvervs- og Vækstministeriet.

- Det kan aldrig være et argument for ikke at få lavet en økonomisk analyse, siger Morten Messerschmidt.

- Det er da ekstremt vigtigt, når man laver så store reformer af sit patentsystem eller et hvilken som helst andet system, at man i hvert fald forsøger at få vished om, hvordan det påvirker os økonomisk, tilføjer han.

Argumentet lyder fra flere, at danske virksomheder tager langt flere patenter end polske, og at vi derfor vil høste flere fordele af samarbejdet end Polen.

- Det, at vi ikke er ens på alle parametre med Polen, betyder jo ikke nødvendigvis, at det her er en god forretning for Danmark. Det er tankevækkende, at et så stort land med så stor økonomi vil tabe så mange penge på det her, og i Danmark sidder ja-partierne så bare med korslagte arme.

- Hvad med at lade tvivlen komme danskerne til gode her og rent faktisk få lavet en undersøgelse, siger DF-spidskandidaten.

Folkeafstemningen om Danmarks deltagelse i den fælles europæiske patentdomstol finder sted søndag den 25. maj samtidig med valget til EU-Parlamentet.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Holm

Patentsystemet er i sig selv uforandret. EPO har eksisteret i årevis nu og fungerer som det skal.
Det er retssystemet der forandres.

Heinrich R. Jørgensen

Morten Messerschmidt har ganske ret, når har påpeger det mærkværdige i de danske parlamentarikeres insisteren på at afgive suverænitet til et forehavende med højst uklare konsekvenser. Forstandigt kan man ikke kalde det...

For ikke at gentage hvad der én gang er skrevet, er her et link med kommentarer om emnet: http://www.information.dk/telegram/498097