Telegram

Folketinget får intern opsang: For lav interesse for EU

Mange EU-lovgivningsforslag besvares ikke af Folketingets udvalg. Nu giver Europaudvalget kollegerne en opsang
Telegram
10. maj 2014 kl. 13:40

Vi har hørt det før: befolkningen sætter sig ikke nok ind i EU-stoffet, og alle debatter ender derfor i sidste ende med, om man er for eller imod EU.

Men nu er det også folketingspolitikerne, der står for tur. Og det fra egne rækker.

Ifølge en intern undersøgelse svarer Folketingets forskellige fagudvalg ofte ikke på henvendelser om nye EU-lovgivningsforslag fra Folketingets Europaudvalg, der ellers agerer en form for tovholder mellem Folketinget og EU-systemet.

Derfor sender formanden for Europaudvalget, Venstres Eva Kjer Hansen, nu i et brev en opsang til sine kolleger om at udvise mere interesse for EU-stoffet.

"I dag udvælger Europaudvalget ca. 5-10 EU-lovgivningsforslag om året, som udvalgene bliver bedt om at komme med en udtalelse om. Cirka halvdelen af disse anmodninger besvares", skriver Eva Kjer Hansen blandt andet i brevet.

- Fra min side er det ment som en opsang til fagudvalgene om, at nu skal vi altså have et lidt stærkere engagement, siger hun til Ritzau.

- Mit indtryk er, at der er en begrænset interesse for på et tidligt tidspunkt at gå ind i diskussionen af EU-sagerne. Jeg er bekymret for, at det her manglende engagement betyder, at vi ikke får snakket nok om, hvad vores ønsker til EU-sagerne er, siger hun.

Eva Kjer Hansen er ikke i tvivl om konsekvenserne:

- Konsekvensen er nogle gange, at der slet ikke kommer noget svar eller nogen tilkendegivelse fra Folketinget, og min vurdering er, at vi kunne have en meget stærkere stemme, hvis EU-spørgsmålene fyldte noget mere i fagudvalgene, siger hun.

Hun påpeger også, at den sparsomme ildhu medfører, at Folketingets medlemmer først bliver opmærksomme på EU-lovgivningen, når den skal implementeres i dansk lov - og hvor det dermed er for sent at påvirke noget.

- Så går der nogle år, og når det så skal implementeres i Folketingssalen, så siger man "hov, hvor kommer det fra?". Selvom det blev behandlet for to år siden, hvor man havde muligheden for at påvirke det, men hvor det bare passerede igennem, siger Eva Kjer Hansen.

- Når vi vil påvirke EU-lovgivningen, så gælder det jo om at gøre det så tidligt som muligt og inden, at det behandles på rådsmøderne, fastslår formanden for Europaudvalget.

/ritzau/

Peter Jensen

Det er da oplagt at politikerne ikke kan overkomme stoffet fra EU. Sådan er skinnerne jo lagt; det er den nemmeste måde at fragte monopolkapitalismen helt ind i stuen på. Endnu en pseudo-nyhed.

Børge Rahbech Jensen

Det er jeg enig i. Jeg ville bare ønske, sådanne debatter blev taget på et andet tidspunkt end kort før valget til Europa-Parlamentet hvert femte år. Det gælder også partilederdebatten på tv2 på d. 19. maj om Danmarks forhold til EU. De danske partiledere stiller ikke op til Europa-Parlamentet.

Børge Rahbech Jensen

"Det er da oplagt at politikerne ikke kan overkomme stoffet fra EU."

Det mener jeg ikke. Meget af det er til debat i ministerråd flere gange i et beslutningsforløb på 2-3 år.

"Sådan er skinnerne jo lagt "

Ja, sådan har pressen lagt skinnerne med 180 medarbejdere på Christiansborg og ca. 10 i Bruxelles. Vi, der ønsker stoffet fra EU 'helt ind i stuen'. må selv prøve at få overblik og følge med bl.a. via sociale medier og EUs egne hjemmesider. Både Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen har egne tv-kanaler på internettet, og Europa-Parlamentet stiller tv-hold til rådighed for medlemmerne.

Folketingspolitikere bryder sig generelt ikke om at tale om EU. De begrænser sig som regel til nogle skønmalerier lige før valgene til EU-parlamentet hvert femte år.
Det får vi eksempler på de kommende dage.

Hvad EU angår er der ikke behov for skønmaleri, når man skal sammenligne demokratierne i EU med demokratiet - eller det manglende samme i Danmark.

Kommunerne i de øvrige EU-lande er langt mindre end i Danmark, og der er i den henseende en langt højere praktisk borgerinvolvering i nærdemokratierne, og den oplevelsen af omverden er også præget af en forståelse for at man bor i en kommune i et amt i en region i et land i en forbundsstat og i EU.
Nationalistiske kræfter, der søger at 'opfinde' nationer, har gode kår i Danmark - og man ser også i lande der er præget af national nød, at nationalpopulister får lettere ved at mobilisere folk hvis kår på nationalt plan er sammenlignelige - men ingen steder lykkes den nationalpopulistiske mobilisering uden syndebukke.
Nationalismen bærer en usmagelig David mod Goliath-forenkling i sig, som i bund og grund er usolidarisk. I Danmark hamrer både højre- og venstrepopulister på Danmark mod EU, som helt blænder ude, at Danmark er EU. Det er typisk for f.eks. Enhedslisten, at man med hensyn til landets naboer er gået alt for meget op i at de er fjender, og alt for lidt op i at solidarisere sig med de øvrige venstrekræfter i Europa. Havde man gjort det, ville man - som de fleste andre europæiske venstrepartier - have arbejdet for at gøre Europa mere socialt. I stedet har man valgt en nationalisme, der vender alle, de, der ikke er inden for landets grænser ryggen, og fokuserer på 'vores egne' fattige - og her er, hvad vi også gentagne gange ser, springet til højrepopulisterne ikke langt. Påfaldende i mine øjne er i al fald de mange fællesholdninger, som i forbindelse med et EU parlamentsvalg præger venstre- og højrefløjen i dansk politik.

Jesper Wendt

Det gør det svært for begge fløje, med den megen modstand, trods jeg selv grundlæggende er modstander, så handler det om retning, og mindre om nationalitet. Der svigter Enhedslisten, efter min overbevisning. Der er ingen plausibel årsag til at ønske ét 'Danmark' men en befolkning i harmoni, så langt det nu rækker. Så jeg må være enig i at der kan gøres meget i EU regi, for at trække hesten til det rigtige trug. Sagt på en anden måde, så har det været de lette kampe, og de billige point der har sat dagsordenen. Konsekvenserne er da også entydige, Venstrefløjen taber magten. Netop fordi det ikke er Venstrefløjspolitik der sættes spot på, man forsøger at erobre højrefløjen, som i sagens natur gør at man bliver nød til at overbyde. Hvilket ingen af Venstrefløjspartierne - nogensinde har haft mandat til i befolkningen.

Om det er tilsigtet er underordnet.