Japanske Canon køber danske Milestone Systems

Japanske Canon har gaflet det danske it-selskab Milestone Systems få måneder før en børsnotering skulle i gang
13. juni 2014 kl. 12:25

Japanske Canon har købt den danske virksomhed Milestone Systems fra Brøndby. Den danske virksomhed er en af de førende leverandører af software til den globale sikkerhedsindustri.

Købet sker via Canons datterselskab Canon Europa N.V., oplyser Canon på sin hjemmeside.

- Kombinationen af Canons innovative imaging-teknologi og Milestones førende ekspertise inden for videoovervågningssoftware skaber en stærk aktør på det hurtigt voksende marked for netværksbaseret videoovervågning, oplyser den japanske koncern på sin danske hjemmeside.

Lars Thinggaard, direktør i Milestone Systems, siger i en pressemeddelelse, at man i Milestone "er meget begejstrede for det enorme potentiale, det er at være en del af en global koncern".

- Canon respekterer, hvordan vi har bygget vores forretning med vores partnere og understøtter vores strategi om at tilbyde åbne platformløsninger - og derfor behovet for at forblive et selvstændigt selskab i Canon-koncernen, siger Lars Thinggaard.

- Vi føler, at dette skridt er det rigtige for at tage både vores forretning og støtte til leverandører og partnere til et nyt niveau, siger direktøren om salget.

Det danske softwareselskab var ellers parat til at gå på børsen til efteråret. Selskabet havde sat investeringsbankerne Carnegie og JP Morgan til at børsnotere virksomheden.

Og i branchen blev det vurderet, at prisen på Milestone Systems ville overstige en milliard kroner. Men der er ikke sat pris på, hvor meget Canon har betalt for danskerne.

Milestone Systems er en global leverandør af software til den globale sikkerhedsindustri, hvoraf halvdelen af omsætningen kommer fra USA.

Milestone Systems blev stiftet i 1998 med hovedkontor i Brøndby.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer