Saab trækker sig som mulig leverandør af kampfly

Der er tre kandidater tilbage til at levere Danmarks næste kampfly, efter at svenske Saab har trukket sig.
21. juli 2014 kl. 17:50

Forsvarsministeriet bekræfter, at den svenske leverandør Saab trækker sig fra budkonkurrencen om at levere Danmarks næste kampfly.

Mandag ved middagstid udløb fristen for at afgive et bindende tilbud på at levere efterfølgeren til Danmarks nuværende F-16-jagere. Forventningen var, at fire leverandører ville afgive tilbud.

Men svenske Saab har valgt ikke at besvare de 950 spørgsmål - som de tre resterende leverandører - og er derfor ikke længere med i kapløbet om at levere kampfly til Danmark.

Generaldirektøren for den svenske Försvarsexportmyndigheten, Ulf Hammarström, skriver i et brev til Forsvarsministeriet:

- Vi har imidlertid efter interne drøftelser, der også har inkluderet vores industri, konkluderet, at vi vælger ikke at besvare jeres anmodning om bindende information.

Sofia Karlberg, kommunikationschef for Försvarsexportmyndigheten, fortæller til Ritzau, at Försvarsexportmyndigheten har lavet en grundig analyse i samarbejde med Saab.

- Analysen viser, at sandsynligheden for, at Danmark ville vælge Gripen (Saabs kampfly, red.), er lille, og derfor har vi ikke afleveret et tilbud, siger hun og slår fast, at de har været glade for, at Danmark i første omgang har givet dem muligheden for at komme med et tilbud.

Der er nu kun tre flytyper tilbage i konkurrencen, der skal afgøres næste sommer af Folketinget. De tre konkurrenter er F-35A Lightning, kaldet Joint Strike Fighter, F/a 18F Super Hornet og Eurofighter Typhoon.

Danmarks nære forhold til USA får på forhånd flere eksperter til at pege på den topmoderne Joint Strike Fighter som favoritten til at vinde budkonkurrencen.

Saabs bud på det nye kampfly var modellen Gripen JAS 39, som det svenske luftvåben benytter sig af. Flyet er også i brug i Ungarn og Tjekkiet, men blev fravalgt i Norge i 2008 og ved en folkeafstemning i Schweiz i maj i år.

Ordren på Danmarks næste kampfly, der er det største danske våbenindkøb i nyere tid, har en anslået værdi af 30 milliarder kroner alene i indkøb.

Kampflyene bliver vurderet på fire forskellige områder, nemlig strategiske forhold, militærfaglige forhold, økonomi og industrisamarbejde.

Deadline for at beslutte, hvilket af de tre kampfly, Danmark fremover skal bruge, er den 1. juli 2015.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lasse Damgaard

- Endnu en økonomisk skandale kommer nærmere - som et rumlen i det fjerne før uvejret bryder løs.

30 mia. - hvor meget skandalefly kan man få for de penge ?
F-35 - flying tractor vil med garanti blive den største økonomiske skandale et folketing har påført folket danskerne borgerne skatteyderne.

Viktor Knudsen, Flemming Scheel Andersen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Jeg kan faktisk godt forstå at SAAB ikke gider spilde krudt!!!!(sorry) på at byde ind i en handel, med et folketing og regering så suspekt som den danske, der vælger Goldman Sachs som partner i skattely før danskeres pensionsmidler.

Selv en våbenhandler har vel en nedre moralsk grænse??

Troels Brøgger

Det er jo helt latterligt. Det er jo afgjort. Vi får de ufærdige Joint Strike F***ers. Vi har ikke ikke demokrati. USA bestemmer her. Vi er den 51. stat.
Hvis vi bestemte selv skulle vi overhovedet ikke have nogen fly, men bruge pengene på sundhed, uddannelse, bæredygtig produktion af landbrugsvarer, ordentlig offentlig transport og så videre, Fortsæt selv. de fleste af politikerne er hjernevaskede. ellers ville de standse dette vanvid.