Telegram

It-virksomheden KMD fyrer 120 ansatte

KMD fyrer omkring 120 ansatte per 26. august på grund af hård konkurrence på markedet.
Telegram
5. august 2014 kl. 12:25

Omkring 120 ansatte i it-virksomheden KMD vil blive ramt af en stor fyringsrunde, som vil koste dem jobbet per 26. august.

Det bekræfter KMD's pressechef, Christoffer Hellmann, over for Ritzau tirsdag.

Nedskæringerne sker for at forblive konkurrencedygtig på et marked, hvor priserne fortsat falder.

KMD's direktør, Eva Berneke, siger i en skriftlig kommentar, at virksomheden kan konstatere, at prissætningen på markedet skærpes, og at det er en forudsætning for KMD, at firmaet kan matche priserne for at være en attraktiv leverandør.

- Den skærpede konkurrence og fortsat faldende priser i it-branchen medfører, at KMD tilpasser organisationen. Tilpasningen medfører, at virksomheden planlægger at opsige op til 120 ansatte på tværs af forretningen, siger direktøren.

Eva Berneke siger, at det på ingen måde er en fornøjelse at skulle skille sig af med dygtige medarbejdere, men at det er en nødvendighed for at sikre, at KMD er en sund forretning.

- Ellers kan vi ikke være en markant aktør, der vinder kundernes opgaver. Det kræver et konstant blik på vores omkostninger. Sådan er markedet i dag, siger Eva Berneke.

Kim Skovgaard, fællestillidsrepræsentant for HK/Privatmedlemmerne på KMD, er skuffet over, at virksomheden efter fyringsrunder i 2013 nu vælger at skære igen.

- Det er bekymrende og sørgeligt, at ledelsen i KMD nu igen fyrer medarbejdere. Det er kun et halvt år siden, vi måtte sige farvel til 400 kolleger ved sidste fyringsrunde, og generelt har der været mange hårde nedskæringer de seneste år. Som ansatte frygter vi for vores fremtid, skriver han i en mail til Ritzau.

Han siger, at han vil forsøge at starte forhandlinger med ledelsen for at få antallet af fyringer så langt ned som muligt og lægge vægt på at få de bedst mulige vilkår for dem, der bliver opsagt.

KMD har cirka 3000 ansatte i afdelinger i København, Aarhus, Odense og Aalborg.

/ritzau/

Opdateret 5. august 2014 kl. 13:55

Martin Madsen

Altid den samme spiral mod bunden - ikke den bedste men den billigste.

Steffen Gliese

Ja, det var jo så endnu et bevis på, at man aldrig skulle have privatiseret KommuneData.

Steffen Gliese

KMD skulle selvfølgelig ikke vinde kunder, de skulle servicere som et fællesejet selskab de danske kommuner og regioner. Hvorfor det er så svært for vore politikere at forstå, at det er nærmest gratis at drive den type virksomhed i offentligt regi fremfor at markedsudsætte det, må være et job for en psykiater.

@Peter Hansen

"KMD skulle selvfølgelig ikke vinde kunder, de skulle servicere som et fællesejet selskab de danske kommuner og regioner."

Så nemt er det heller ikke.

Der herskede i mange år en usund kultur i kommunerne mht. indkøb af IT service ydelser. Alt blev gjort til "Vi er unikke" software med exorbitante udgifter for skatteborgerne til følge.

Hvis man dengang kommunerne ejede KMD havde sagt: Vi skal have standard software til alt hvad der er standard (til løn, indkøb, personale, ejendomsadministration, bogholderi, regnskaber, GIS, telefonadministration, underleverandørstyring osv) og specialsoftware de steder hvor loven tilsiger det (arbejdsmarkedsforhold, socialrådgivning osv) havde der ikke været grund til at privatisere KMD.

Nu havde kommunerne lagt alle æg i samme kurv (inklusiv monopol softwaren) og derefter privatiseret den. Og det var idiotisk. Og med forudsigelige personale reduktioner i KMD til følge efterhånden som kommunerne fravalgte den specialsyede software til fordel for langt billigere og bedre standard løsninger.

Steffen Gliese

Jeg er nu meget sikker på, at det af sikkerhedshensyn var en god prioritering at udvikle unikke systemer, som ikke let ville kunne aflæses med kommerciel software.
Man skal også huske, at opbygningen af disse systemer foregik fremadrettet i en stadig udvikling af den digitale revolution. Udvikling af unikke danske systemer betød også en udvikling af kompetence. Endelig er det næppe i dag, hvor det står klart, at udenlandsk indkøbt software er blevet brugt til fremmede magters overvågning af danske borgere og danske institutioner og virksomheder, at det fremstår som specielt smart, at vi fraveg udviklingskursen. Omkostningerne er jo ikke bare omkostninger, de er løn til danske ingeniører og programmører.

Steffen Gliese

Et lignende eksempel er ophøret af den nationale kontrol af fødevarer, medicin og andet, hvor man i dag i alt for høj grad lytter til andre landes, muligvis kommercielt begrundede, testresultater. Det er ikke nødvendigvis en god idé at gøre ting så hurtigt som muligt, tværtimod kræver rigtig meget , at man giver det den nødvendige tid.