Måling: Fleste danskere støtter palæstinenserne

I den danske befolkning er der større sympati for palæstinenserne end Israel, viser en måling.
1. august 2014 kl. 22:35

Efter knap en måned hvor Israel har bombarderet mål i det tæt befolkede Gaza, og Hamas har skudt raketter ind over Israel, har danskerne mest sympati med palæstinenserne.

Det viser en måling, som Megafon har foretaget for Politiken og TV2, skriver Politiken lørdag.

- Målingen viser, at krigen i danskernes øjne har skadet Israels omdømme mest, siger professor i statskundskab Peter Nedergaard, Københavns Universitet, til Politiken, og tilføjer at den dog også viser, at der ikke er stor sympati for nogen af parterne.

Mens 43 procent af de adspurgte ikke holder med noget parti, har 28 procent udelukkende sympati eller overvejende sympati for palæstinenserne, 21 procent for Israel. I en lignende måling fra 2008 havde 31 procent omvendt mest sympati for Israel, 23 procent for palæstinenserne.

Krigen har altså flyttet holdningen til begge parter. 35 procent er blevet mere eller meget mere negative over for Israel, 21 procent har det sådan over for palæstinenserne.

I resten af Europa ser man samme udvikling, fortæller Peter Nedergaard, mens man i USA er mere tilbøjelig til at betragte konflikten fra det israelske synspunkt.

I målingen svarer kun ganske få, at de har fået større sympati for nogen af parterne.

Lektor og mellemøstekspert Sune Haugbølle, der var medunderskriver på erklæringen "Fordøm Israels angreb på civile i Gaza", mener, at holdningsændringen skyldes de stærke billeder, der har været bragt af ofrene for de israelske bombardementer i det tætbefolkede område.

- Der tales om proportionalitet - at Israels svar på raketterne skal stå i rimeligt forhold til Hamas' raketter. Og den er ikke til stede. Det kan man se på antallet af dræbte og sårede og ødelæggelsen af skoler og sygehuse, siger han til Politiken.

Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, som støtter Israel, mener dog, at undersøgelsens spørgsmål er stillet forkert.

- Det er jo ikke en krig mellem Israel og palæstinenserne, men mellem Israel og Hamas, siger han til Politiken.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Jeg holder ikke med nogen i dén forstand.
Men når forholdene er, at der er 1500 dræbte, hovedparten civile på den ene side
og 50 dræbte, overvejende soldater på den anden,
så kan man/jeg dårligt holde med overmagten.

Søren Blaabjerg, Jakob Silberbrandt og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

"og tilføjer at den dog også viser, at der ikke er stor sympati for nogen af parterne."

Det undrer mig ikke at de fleste tænker sådan, herunder undertegnede.

Jeg kan bedst udtrykke min holdning således:
Jeg har fået større foragt for Israels regering uden at have mindsket min foragt for Hamas.

Hvad angår befolkningerne generelt, så findes der gode og onde mennesker iblandt dem, på begge sider.

Fint at vi kan se jøder der tager afstand fra krigen mod Hamas, men hvorhenne kan vi se palestinensere, eller muslimer der tager afstand fra Hamas.

Søren Blaabjerg

Det synes som om de fleste betragter Gaza-katastrofen som en anledning til at deltage i en slags had-konkurrence og kappes om at udpege den ene part "Hamas" eller den anden part "Israel" som den mest "skyldige". Men den første prioritet burde dog være omgående at få bremset de fortsatte tab af menneskeliv og de ufattelige lidelser og afsavn, gaza-befolkningen i øjeblikket påføres. Og her er det soleklart, at den mest effektive måde at gøre det på ville være fra vestens side at tvinge Israel til omgående at nedlægge våbnene, afslutte blokaden af Gaza og akceptere en rimelig fredsordning i overensstemmelse med FN´s resolutioner og folkeretten. Sker dette, behøver man med sikkerhed ikke at frygte noget fra Hamas´s side, hvis opbakning blandt palæstinenserne jo alene skyldes, at det i øjeblikket er de eneste, der som modstandsbevægelse kæmper på trods af alle odds imod den israelske undertrykkelse samt for palæstinensernes rettigheder som ligeværdige mennesker og overlevelse som folk.

Rasmus Laursen

Det er en anelse besynderligt, at der (angiveligt) tales om proportionalitet og 'rimelige forhold' i antallet af dræbte og sårede. Trangen til at vælge side i denne konflikt er skadelig for retsfølelsen.

Søren Blaabjerg

Vidste du mon, at "semitisk" ikke har noget med race at gøre men derimod med sprog.
Både arabisk og hebraisk, der tales i Israel i dag, er således semitiske sprog. Derfor er det det rene vrøvl, når de aktuelle israelske ledere og deres støtter beskylder landets kritikere for at være "antisemitter". Man kan hertil roligt sige: Det kan i selv være!

Shalom alechem! (fred være med dig på hebraisk)

Salam aleikum! (fred være med dig på arabisk)