Telegram

Anders Fogh før Nato-topmøde: Danmark er eliteallieret

Konkrete bidrag fra Danmark til Nato-missioner og vilje til hurtigt at reagere ved behov skaber glæde i Nato.
Telegram
3. september 2014 kl. 19:05

Selvom det danske forsvarsbudget ligger langt under den i Nato ønskede minimumgrænse på to procent, flyder der ros i stor strøm fra generalsekretæren mod Danmark før alliancens topmøde i Wales torsdag og fredag.

En række danske bidrag til forsvarssamarbejdet gør indtryk i Natos ledelse.

- Danmark er, hvad jeg vil kalde en eliteallieret nation, som er parat til at stille op, hver gang der bliver kaldt, siger Anders Fogh Rasmussen.

- Det seneste var, at Danmark meget hurtigt stillede landtropper til rådighed for øvelser i Baltikum. Desuden var Danmark meget hurtig til at stille F16-fly til rådighed for patrulje over de baltiske lande.

Yderligere danske initiativer ventes annonceret på topmødet i Wales, når statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og forsvarsminister Nicolai Wammen (S) ankommer.

På topmødet ventes samarbejdet om - blandt andre - to danske initiativer at blive formaliseret, dels et multinationalt projekt om præcisionsammunition med Danmark i spidsen, dels et bidrag til et missilforsvar.

- Så Danmark gør sig i den grad positivt bemærket med helt konkrete bidrag og annonceringer på topmødet, og det sker på toppen af et mangeårigt meget aktivt engagement i Afghanistan, Kosovo, Libyen og med piratjagt. Det er derfor, jeg siger, at Danmark er en eliteallieret.

Det danske forsvarsbudget ligger aktuelt på 1,4 procent af BNP, og det falder til 1,2 procent i 2017.

Især amerikanerne er utilfredse med, at en række europæiske lande ikke investerer nok i forsvaret og ad den vej leverer til den fælles forsvarsalliance.

Fogh lægger op til, at man nok skal finde en løsning på spørgsmålet om budgetter, men han vil ikke løfte sløret for det endnu.

/ritzau/

"Danmark er, hvad jeg vil kalde en eliteallieret nation, som er parat til at stille op, hver gang der bliver kaldt"...eller sagt på godt dansk: Når USA råber "Buk dig!" så bukker vi os...og håber på, at USA i det mindste sørger for smørelse...

Holger Madsen, Torben Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Vi ville godt være eliteallierede, da det var fredsbevarende operationer, FN kaldte ud til; men krig og unødvendig fare for vore unge danske mænd er ikke i orden. Politikere, der grundløst blander os ind i den slags, er reelt set feje mordere.

Også dét får manden - der åbenbart stadig er på fri fod - til at lyde som en slet skjult trussel ...

Martin Andersen, Holger Madsen, Torben Nielsen, Filo Butcher og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Kan han nu ikke bare fratræde og miste sin diplomatiske immunitet og enten tage til Haag eller i eksil.

Martin Andersen, Holger Madsen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

asyl, ikke eksil. Asyl, som på mange europæiske sprog også bruges som tosseanstalt, i den forstand.

Manden er så pinlig, det gør ondt.

Martin Andersen, Holger Madsen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar