FOA: Chefer skal forebygge arbejdsrelateret vold

Arbejdsgivere skal forebygge vold mod ansatte i fritiden, mener FOA, der bakker op om regeringsudspil.
20. september 2014 kl. 12:15

Fagforbundet FOA mener ligesom regeringen, at arbejdsmiljøloven skal udvides, så offentlige og private arbejdsgivere også har ansvar for at forebygge arbejdsrelateret vold og trusler mod deres ansatte uden for arbejdstiden.

Det siger FOA's formand, Dennis Kristensen, der repræsenterer 191.000 offentligt ansatte.

- Arbejdsgiveren kan naturligvis ikke holdes ansvarlig for alt, hvad der sker i den ansattes fritid. Men det bør være sådan, at arbejdsgiveren skal forsøge at forebygge, at den ansatte udsættes for vold, trusler eller chikane i sin fritid, siger han til Ritzau.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) siger ifølge Berlingske, at arbejdsgiverens forebyggende indsats kan bestå i, at ansatte i højere grad end i dag bærer uniformer uden efternavn.

Det er ikke et tosset forslag, mener Dennis Kristensen:

- Man kan også forestille sig, at personer i særligt udsatte job hos kommunerne ikke kan findes på kommunernes hjemmesider. På den måde forhindrer man, at det er muligt at finde oplysninger om den ansatte og måske dennes adresse gennem arbejdspladsen, siger Dennis Kristensen.

FOA-formanden nævner en konkret sag, hvor en buschauffør fra Aarhus blev opsøgt uden for arbejdstiden i sit hjem og "gennemtæsket" af en gruppe mennesker.

- Der var tale om nogle passagerer, som var utilfredse med chaufførens håndtering af sit job, siger han.

Også hos Kriminalforsorgsforeningen, der repræsenterer de civilt ansatte i fængselsvæsnet, ser man positivt på regeringens planer.

- Vi har ventet længe på et initiativ som dette. Vores medlemmer arbejder i et af de mest rå miljøer tænkeligt, og det er indlysende, at arbejdsgiveren har pligt til at hjælpe de ansatte i både arbejds- og fritiden, siger formand John Hatting til Ritzau.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, sådanne rå miljøer som et kommunekontor, som skal videregive de asociale ordninger har bestemt sig for.
Som helt sikkert er skåret ned talmæssigt og lever med stress og ulyst. Arbejdsformidlingen, sygehusene og de psykiatriske afdelinger, som også tvinges til inhumane løsninger.
Institutioner, som grundet sparehensyn bruger personale enten uden eller meget sparsom uddannelse og erfaring.
Det er jo absolut ikke kun fritiden, der indeholder vold og chikane. Og arbejdsgiverne kan jo ikke få flere folk til arbejdet. der er jo næsten ingen ledige.
Men registrering og kontrolinstanser mangler vel ikke personale, det er jo vigtigt arbejde for 2020 planerne.
Det er jo ikke ligefrem et Colombus æg at sløre folks navne, men det falder jo fint i tråd med tendenserne i tiden.