Hvis partiet Alternativet skal opstilles til næste folketingsvalg, skal det bruge over 20.000 vælgererklæringer. Den opgave er lørdag blevet nemmere ifølge partiet selv. Indenrigsministeriet har godkendt, at partiet kan få vælgererklæringer digitalt i stedet for via brev.
Partiet, der blev stiftet den 27. november sidste år af Uffe Elbæk, skal bruge 20.260 vælgererklæringer for at blive opstillet.
- Det er et afgørende skridt for os, at vi nu digitalt kan modtage vælgererklæringer, fordi mange borgere forståeligt nok synes, at det er besværligt at sende et brev, siger Uffe Elbæk i en pressemeddelelse.
Tidligere har partiet fået lov til, at borgere digitalt kan underskrive vælgererklæringen på Alternativets hjemmeside, hvorefter borgeren skulle indsende vælgererklæringen som brev til partiet, når den kom retur fra kommunen.
Den fremgangsmåde har ifølge partiet skabt frustration hos både borgere og partiet selv. Nu bliver det muligt at udføre hele processen digitalt.
Den 14. november havde partiet fået 10.248 vælgererklæringer og var dermed halvvejs i mål. Det giver Uffe Elbæk grund til at tro på, at målet bliver nået inden et folketingsvalg.
- Når man tænker på, at vi allerede er halvvejs med de godkendte vælgererklæringer, og endda har over 20.000 ude i kommunerne eller hos borgerne, glæder det mig utroligt meget, at man nu med et par klik på telefonen eller computeren kan sende vælgererklæringen til os, siger han.
Fra lørdag den 1. november kl. 12.00 er det muligt at indsende sin vælgererklæring digitalt.
Hvis det lykkes partiet at blive opstillet, vil kandidatlisten udover Uffe Elbæk selv rumme Ulla Sandbæk, der er tidligere EU-parlamentariker for Junibevægelsen, og Uzma A. Andresen, der er talsmand for kvindenetværket Hennah.dk.
/ritzau/
Opdateret 1. november 2014 kl. 15:35
Den nye løsning, der hentydes til må så være den, der skiltes med på Alternativets forside? Man skal underskrive med computer mus, og modtager derefter en godkendelse fra kommunen, som man med en til forehavendet indkøbt scanner oploader. Vupti, og digitalt med hestevogn. Måske løsningen er udtænkt af nogle allerede opstillingsberettigede for ikke at nemid skal bryde sammen igen.
@henrik, nah, det er nu faktisk et ganske pænt fremskridt.
Det nye er at man kan indsende kommunens godkendelse digitalt, og i dagens Danmark render stort set alle rundt med en "skanner", af rigeligt høj kvalitet til at digitalisere kommunenes formular, i lommen, i form at en mobiltelefon med kamera.
Men ellers må man sige at det er en eklatant fiasko for NemID, selv om jeg da ikke vil udelukke at det havde været muligt for Alternativet at udvikle en NemID baseret løsning, så ville jeg altså forvente at den infrastruktur kunne levereres af Økonomi og indenrigsministeriet, der må da være rigtig meget at spare
@Kim, jeg forstår godt, at proceduren med at underskrive med mus, modtage attesteret erklæring fra kommune med posten, tage billede af denne, overføre og uploade, er en slags fremskridt, og man skal naturligvis være taknemlig for lidt under denne regering, men det er stadig omstændigt, dyrt og lidt ironisk, hvis kommunen i disse dage virkelig omdeler brevene med ’hestevogn’. I så fald er det nok, fordi indenrigsministeriet har besluttet, at sådan skal det være på grund af den såkaldte eftertænksomhedsperiode, for folk skal jo have mulighed og god tid til at fortryde deres valg, blot ikke dem, der engang kom til at stemme på ministeren selv.
Der har i flere år været snak om at digitalisere vælgererklæringer med nemid eller lignende, så det kan undre, hvis dette er den demokratiske løsning. For resten bør egentlige digitale erklæringer ikke kræve, at partier selv implementerer IT løsninger. En side på indenrigsministeriet vil være tilstrækkeligt, men selvom det kan laves på et par dage, så ligger det sikkert mange år ude i fremtiden. Ministeren har jo sin eftertænksomhedsperiode.