Venstre vil kulegrave samtlige krige fra 1998 og frem

Partiets plan om at undersøge alle krige siden 1998 møder kritik fra eksperter og politiske modstandere.
10. november 2014 kl. 23:30

Med et kontroversielt skridt varsler Venstre en omfattende udvidelse af hele grundlaget for den omstridte undersøgelseskommission, som den daværende S-R-SF-regeringen nedsatte i 2012 for at kulegrave dansk krigsdeltagelse i Irak fra 2003 og Afghanistan fra 2001.

Hvis blå blok vinder det kommende folketingsvalg, vil Venstre have en fuldstændig undersøgelse af Danmarks krigsdeltagelse fra 1998 og frem, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Undersøgelsen skal som minimum udvides til at omfatte Danmarks deltagelse i krigen i Kosovo i slutningen af 1990'erne samt den daværende SR-regerings beslutning i 1998 om at stille et Hercules-transportfly til rådighed i en Irak-aktion, fastslår forsvarsordfører Troels Lund Poulsen (V).

- Hvis man skal lave en undersøgelse af dansk krigsdeltagelse, som kan bruges til noget, og som ikke bare er en del af magtkampe og personangreb på Christiansborg, skal vi have et bredere kommissorium, siger han.

Troels Lund Poulsen mener, at den nuværende undersøgelse er "enøjet og snæver" og kun har til formål at sværte tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og øvrige borgerlige ministre til for at bringe Danmark ind i Irak-krigen.

Irak- og Afghanistan-kommissionen er allerede stærkt forsinket, og Venstre vil ikke udelukke en lukning af den.

Venstres plan får kritik fra flere eksperter og politiske modstandere.

Ole Wæver, professor i international politik ved Københavns Universitet, siger, at Venstres plan "kun kan være sabotage og chikane af kommissionen", som reelt vil afgå ved døden.

- Hvis man vil udvide kommissoriet til de øvrige krige, vil det jo tage 30 år at gennemføre undersøgelsen, siger Ole Wæver.

Forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen mener, at sagen afdækker, at "kommissionen primært har til formål at være et politisk mobbeinstrument", og at den bør lukkes helt.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvordan kan det "kun kan være sabotage og chikane af kommissionen" at udvide dets kommissorium til også at omfatte tidligere konflikter med dansk deltagelse?

Er der nogen - som kan tilføre Wævers meningsløse udsagn mening - eventuelle brud på international ret i forbindelse med Kosovokonflikten og den tidligere Irakkonflikt må da være lige så relevante at få behandlet som ditto i forbindelse med Afghanistan og den senere indsats i Irak?

Eller er formålet slet ikke at afdække eventuelle danske brud på international ret, men blot partipolitisk drilleri - hvor det kun er sjovt for Wæver og andre venstrefløjsere, når det handler om VK-regeringens gøren og laden - jammerligt.

Flemming Scheel Andersen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Irak og Afghanistan var angrebskrige og var derfor radikalt anderledes end tidligere væbnede konflikter, vi har indladt os på.
Kosovo havde ganske vist ikke FN-mandat, men det var stadig en humanitær indsats mod en stat, der ikke ville efterkomme verdenssamfundets henstillinger.

Kosovo var sgu ikke mindre en angrebskrig end Afghansitan og Irak og sgu ikke mere humanitær - verdenssamfundet taler gennem FN - og modsat Afghanistan og Irak var der intet FN-mandat for vestens angreb på Serbien.