Telegram

V og DF raser over R-forslag om integration af syrere

Radikalt forslag om fuld integration af syriske flygtninge, fra de får asyl, får hård medfart af V og DF
Telegram
17. december 2014 kl. 00:00

Både Venstre og Dansk Folkeparti mener, at den radikale leder, økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard, undergraver stramningerne på asylområdet, når han ønsker fuldt integrationsprogram til flygtninge fra Syrien, som får asyl i Danmark.

- Det lød til at være en stor stramning, men når man nu hører Morten Østergaard, viser det sig jo bare at være tomme ord, siger Venstres politiske ordfører Inger Støjberg.

- Morten Østergaard siger, at de syriske flygtninge skal integreres i Danmark. Nu får de deres familier herop efter familiesammenføringsreglerne, og så kommer de jo ikke til at vende hjem igen, siger Inger Støjberg.

Morten Østergaard siger i Politiken, at der er behov for at se realiteterne i øjnene og glemme al snak om, at syrerne er her i en kort periode. Vi er nødt til at planlægge efter, at de er her i årevis, lyder det.

Inger Støjberg kan ikke give et bud på, hvornår der bliver fred i Syrien, så flygtningene kan vende hjem.

- Men jeg kan sige noget om, hvad flygtningene skal bruge tiden på, mens de er her. Man skal vedligeholde de kompetencer, de er kommet med, og måske også ruste dem, så de bedre kan genopbygge Syrien, når der bliver fred.

- Der er en meget stor forskel på, om man med vores udgangspunkt synes, at de syriske flygtninge skal hjem igen, når der er fred i Syrien. Eller om man som Morten Østergaard synes, at de skal igennem en fuld og hel integrationsproces, siger hun.

Regeringen er ved at få vedtaget en ny, midlertidig opholdstilladelse på et år til netop krigsflygtninge, der herefter må vente et år på at få familiesammenføring.

Men i Dansk Folkeparti ser udlændingeordfører Martin Henriksen gerne, at reglerne strammes yderligere, så den midlertidige opholdstilladelse skal gælde alle flygtninge.

- Jeg går ud fra, at Venstre, som ikke mener, at regeringens lovforslag er nok, så i stedet vil støtte Dansk Folkepartis forslag. Det må være logikken, siger han i en skriftlig kommentar.

- Det er ikke nogen nyhed, at det er vanskeligt at sende flygtninge hjem igen. At det kan komme som en overraskelse for Morten Østergaard, må hænge sammen med, at han ikke har været godt nok inde i sagerne, siger Martin Henriksen.

- Men det ændrer ikke på, at vi i Dansk Folkeparti fastholder, at de skal hjem igen, hvis ikke til Syrien, så til et center i nærområdet, lyder det.

/ritzau/

Opdateret 17. december 2014 kl. 08:18

Det er en naturlig konsekvens af en asylret i Danmark. Hvis folk skal motiveres til, at tage hjem igen skal de være i nærområdet fra starten. Mig bekendt er der ikke nogen fra 3.verdens lande med asyl i Europa som er taget hjem igen når der er blevet fred. Flygtningekonventionen er en bosætter konvention.

Simon-Matti Hørlyck Campbell

@Jens Cini
Ja det er rigtigt at flygtninge ofte ender med at blive boende, med lidt medmenneskelig forståelse er det heller ikke så mærkeligt. Med det udgangspunkt er det så bedre at behandle dem ordentligt og etablere et velfungerende integrationssystem, eller er det bedre at behandle og italesætte dem som andenrangsborgere.
Jeg ved godt at DF gerne så de blev i nærområdet, hvor de senere skaber grobund for flere konflikter, da disse lande hverken har viljen eller ressourcer til at tage sig af dem. Eller som Australien bruge millioner på at oprette umenneskelige asyllejre i lyssky diktaturstater.
De flygtninge er kun et problem hvis man insisterer på at det er det de er, og ikke gør nok for at gøre dem til en del af samfundet. Selvom jeg generelt mener at vi alle er lige meget værd, må Jeg sige at jeg har mødt mange flygtninge jeg vil påstå kunne være tilføre Danmark langt mere end den store mængde af navlepillende danskere. I stedet for at frygt, så lad os bruge de ressourcer der skal til for gøre dem til en del af samfundet, bekæmp diskrimination, skab kontakt mellem befolkningen og flygtninge, giv dem den bedste start i at samfund fjernt fra deres eget. Det er en bedre løsning for os alle.

Det kan da være interessant at vide, hvor Jens Cini har sin viden fra. For det er faktisk ikke ualmindeligt, at flygtninge vender hjem igen. Og det gælder både fra udviklede lande såvel som lavt udviklede lande men også 2. generation.

Men det er klart, at langt de fleste etablerer sig i opholdslandet, og forsøger at blive gode borgere.

Der er en snemands chance i helvede for at syriske asylansøgere i Danmark nogen sinde kommer tilbage til Syrien som andet en ferierejsende eller på familie besøg. Eller for at blive gift med en fætter/kusine.

Acceptér det faktum og kom videre.

Naturligvis skal vi hjælpe et menneske i nød, men lige så naturligt er det, at vi ikke kan hjælpe alle mennesker i nød. Enhver diskussion omkring asyl og indvandring foregår altid i spændingsfeltet mellem disse to synspunkter. En gordisk knude. Hvordan ser sværdet ud ?

Debatten er forplumret af diverse begreber som racisme, populisme og menneskesyn. Begreber som udelukkende har til formål at sværte modparten til, men som ikke bringer diskussionen et eneste skridt videre. Disse begreber konsoliderer blot skyttegravskrigen. Slapperne ser strammerne som inhumane individer uden empati, medens strammerne ser slapperne som farlige for nationens fortsatte integritet og beståen.

Kunne løsningen på længere sigt ikke tænkes at ligge i forud bestemte kvoter af indvandring til Danmark, hvor befolkningen bliver taget mere med på råd ? Vi lever trods alt i et demokrati - folkestyre. Mange borgere i landet har en følelse af, at der ingen kontrol eksisterer, at døren bare står på vid gab for alle, uanset hvilken kultur de beriger os med. Ikke alle er blinde for den matematisk konkrete fremskrivning af befolkningssammensætningen i Danmark ved stor indvandring af fremmed kultur.

Hvis konventionerne kommer på tværs af en logisk kvotering af forskellige kulturer, må vi tage stilling til, om konventionerne eller danskerne skal regere landet. Hvis ikke vi må kalde en spade for en spade får vi aldrig en holdbar politik på området. Vi kan sagtens integrere en masse mennesker i Danmark, hvis vi gør det på basis af erfaringer og heraf bestemte kvoter i et tempo, hvor en vellykket integration skaber plads til de næste. Danmark befolkes jo i forvejen af efterkommere fra mange forskellige steder i verden, og integrationen har tidligere fungeret upåklageligt. Er det ikke et spørgsmål om kultur, antal og tempo ?

Integration = hjernevask = godhedens gulag.
Tilbage sidder de efterladte i lejrenes fattigdom.
De lejre vi ikke vil støtte.