Omstridt moské nægter at tage afstand fra terrorangreb

Moské på Ydre Nørrebro vil ikke undsige Omar El-Husseins gerninger, men peger i stedet på danske politikere.
20. februar 2015 kl. 16:00

Det giver ingen mening at tage afstand fra terrorangrebene i København i sidste weekend, hvor to mænd og gerningsmanden selv blev skudt.

Sådan lyder meldingen fra bestyrelsesmedlem Khalid Danø i moskeen Masjid Al-Faruq på Heimdalsgade på Ydre Nørrebro.

- Det er overfladisk at bede folk om at tage afstand fra hændelserne. Man bør i stedet fokusere på årsagen, siger Khalid Danø til Ritzau.

- Jeg mener, at det egentlige problem er den inden- og udenrigspolitik, som de danske politikere har ført. De har skabt et hadefuldt klima i Danmark, som har gjort, at der desværre opstår hændelser, siger han.

Moskeen, som bestyrelsesmedlemmet udtaler sig på vegne af, har været i vælten, fordi dagbladet BT har skrevet, at moskeens imam dagen før Omar El-Husseins amokløb prædikede om at dræbe jøder.

- Det står i hans Sira (Muhammeds bog red.), at han skal i krig med jøderne, sagde imamen blandt andet ifølge BT under sin fredagsprædiken på arabisk.

Men den udlægning afviser Khalid Danø.

- Det er en tynd kop te fra BT's side. Det er taget ud af en sammenhæng og bliver fordrejet, for BT har kun fået oversat små bider af talen, som er blevet klippet i.

- Hvis man får oversat hele talen, så vil det fremgå meget tydeligt, at talen intet har at gøre med, at der bliver opfordret til krig mod jøder, siger han.

Moskeen på Heimdalgade er drevet af medlemmer af den yderliggående gruppe Hizb ut-Tahrir, og dens uforsonlige linje over for det danske samfund deles på ingen måde i den nærliggende stormoské på Rovsingsgade.

Her talte imamen under fredagsbønnen direkte om at tage afstand fra det "tragiske" angreb og advarede de mange fremmødte mod den radikaliserede udgave af islam.

- Vi skal holde ud, stå fast og repræsentere vores religion, sådan som vi gerne vil have den, sagde han blandt andet.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Peter Günther
Peter Günther anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Günther

Hvad er det Danmark som samfund mangler at forstå om Hizb ut-Tahrir og ligesindede. Hvorfor er de ikke registreret og udvist?

Khalid Danø mener, at det egentlige problem er den inden- og udenrigspolitik, som de danske politikere har ført. De har skabt et hadefuldt klima i Danmark, som har gjort, at der desværre opstår hændelser.

Måske er der ikke hele sandheden, for jeg bor noget af året i en af disse lande i Europa, hvor politikerne faktisk ikke har gjort dette, også her er man også ramt af fanatiske idioter.

Men omkring dette med politikerne giver jeg ham fuldstændig ret. Debatklimaet borgerne imellem er efterhånden så fordummende, groft og bodegaagtigt, at jeg faktisk ikke gider at besøge det land, som modtager mine skattepenge.