EU: Danmark har langt igen med miljøet

Der er rigtig god plads til forbedringer i det grønne Danmark, fastslår EU's Miljøagentur i ny rapport.
3. marts 2015 kl. 06:05

Selv om vi i egen selvforståelse er med helt fremme i det grønne førerfelt, har Danmark stadig massive udfordringer på miljøområdet.

Det fastslår EU's Miljøagentur tirsdag i en ny rapport, der kortlægger udviklingen i 39 lande i Europa.

Trods lyspunkter er en stor del af Danmarks natur stadig i dårlig stand, vi er langt fra EU's mål for rent vand på grund af kvælstof og sprøjtegifte, og danskernes træk på naturens rigdomme er blandt de højeste i verden.

Ligeledes er vores økologiske fodaftryk - altså sliddet på natur og miljø - blandt de tungeste på kloden, selv om vores belastning er gået en anelse ned.

Danskerne er eksempelvis tæt på at være europamestre i at producere husholdningsaffald med 1,8 ton om året pr. indbygger.

EU-rapporten, der udgives hvert femte år, er en uafhængig analyse, som skal skabe klarhed og perspektiver for politikere, interessegrupper og borgere, understreger Miljøagenturet.

Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) medgiver da også, at der er nok at tage fat på.

- Der er god grund til stadig at holde snuden i sporet og have ambitiøse målsætninger for Europa.

- Rapporten siger jo blandt andet, at vi skal blive bedre til at beskytte vores vandmiljø og vores biologiske mangfoldighed og bedre i forhold til luft og vores brug af naturressourcer. Det er netop nogle af de overordnede områder, jeg har fokus på, siger hun til Ritzau.

Kirsten Brosbøl glæder sig over, at det ifølge miljøagenturet faktisk kan ses, at miljøpolitikken virker, når man gør en indsats - for eksempel for at begrænse kvælstof, sprøjtegift og andre miljøfremmede stoffer i overfladevand og grundvand.

- Vi har nu med næste generations vandplaner en sådan situation, at der er områder i Danmark, hvor vi faktisk ikke behøver gøre mere.

- Det er første gang nogensinde, vi kan sige, at vi er så tæt på målet, siger hun.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Man er aldrig tæt på målet - det er en opgave, der aldrig bliver færdig. Og det er en forfærdelig snakken udenom.

Når vi er på besøg i Danmark, får vi hele tiden indtrykket af, at verden roterer rund om Danmark, og at Danmark ikke blot er EU´s og verdens duks, men også førerende på næsten alt.

Men når vi er på afstand, og når vi taler med andre mennesker udenfor Danmark, så oplever vi faktisk, at Danmark i bedste fald ligger i periferien af næsten alt, og i værste fald er et totalt ligegyldigt land. Og nu ser man altså, at landet heller ikke ligefrem har den grønne førertrøje på, hvilket man da heller ikke får indtrykket af, når man ser på naturen i Danmark.

Hvad er egentlig forklaringen på denne enorme forskel mellem selvforståelse og virkelighedens fakta?

Ejvind Larsen, Børge Rahbech Jensen, Freddy Andersen, Britta Hansen, Hanne Koplev og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

VKO og et helt forkert fokus på, hvad Danmark er.
Den neoliberale megalomani spænder alle for sin vogn, så politikerne kan fremstå vældige i international sammenhæng.
Overfor dette står den danske mentalitet, der måske nok er selvtilstrækkelig, men som også i århundreder har baseret sig på, at vi trækker på samme hammel for at gøre Danmark til et godt land at bo i. Det går ud på stort set det modsatte af, hvad vore politikere kæmper for: at være et puslingland, der hygger sig i smug, hvor få har for meget og færre for lidt, hvor man lever på det jævne, aldrig i det himmelblå. Kort sagt: det modsatte af verdens fjerdestørste økologiske fodaftryk, overdreven materialisme og stigende ulighed.
Når man skal tænke på udviklingen, som den er foregået, kommer man uvilkårligt til at tænke på nogle af Astrid Lindgreens værste dystopier: "Brødrene Løvehjerte" og "Mio, min Mio". Hvordan den danske befolkning har kunnet ladet udviklingen grassere på denne måde over de seneste 20 år, skal jeg ikke kunne sige - jeg har bekæmpet det i al den tid for at få det Danmark igen, JEG kender. Anker Jørgensens og Schlüters Danmark.

Britta Hansen

Det er nogle gyselige beretninger omkring miljøet i DK, der kommer frem der (ikke, at de er så nye, men sikkert overraskende for de mange der tror, at DK er bare så perfekt - ikke kun hvad angår miljøet).

At DK altid er fremme og det bedste land med hensyn til faktisk ALT er absolut ingen nyhed, men sådan har det været i det mindste i de sidste tre årtier (og meget stærkt faktisk også i 80erne). Måske er det et lille lands forsøg på at hævde sig, når nu der er indeklemt blandt store naboer til alle sider. Jeg ved det ikke, men det er meget trættende.

Børge Rahbech Jensen

Gert Romme: "Hvad er egentlig forklaringen på denne enorme forskel mellem selvforståelse og virkelighedens fakta?"

Det er svært hvis ikke umuligt at finde hele forklaringen. Til en begyndelse kan konstateres, at de danske medier støtter selvforståelsen. De giver mig præcis samme indtryk, som du får ved besøg i Danmark. Det er uklart for mig, om uddannelsessystemet og foreninger også gør det ved fortrinsvis at fortælle historier, der støtter selvforståelsen.

De seneste 150 år har Danmark undgået de værste konflikter ved til enhver tid at samarbejde med de stærkeste. I perioder som 1945-1990, hvor det var uklart, hvem de stærkeste var, lykkedes det stort set Danmark at holde sig på god fod med begge kandidater bl.a. ved formelt at støtte den ene kandidat mens en uformel opposition støttede den anden kandidat. Det er dejligt uforpligtende at være i periferien. Det er bare endnu bedre, når vi samtidig roses for vores gode intensioner.

Gert Romme, jeg har set, at du fra distancen har gjort dig nogle tanker om danskernes selvforståelse og deres virkelighedsopfattelse. Det er min opfattelse at det danske folk er offer for et medieeksperiment gående på hvorlænge magthavernes mediemonopol kan få folk til at optræde som verdens lykkeligste folk, uden fornemmelse for, at deres eksistentielle virkelighed undergraves, og velfærdsstaten dermed kan udsættes for et pludseligt økonomisk kollaps, der vil give globalt genlyd: ”Vefærdsstat er et fatamorgana, bare se hvordan det gik danskerne.”

Vi har glemt at velfærdstat er en daglig klassekamp.

Britta Hansen, Freddy Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Danskernes selvforståelse..
øh..
Det var da noget mærkeligt noget.
Så vidt jeg ved er vi mange forskellige mennesker i Danmark med temmelig forskellige former for fokus og med ret forskellige indstillinger til landets tilstand på alle områder.

Jeg er lidt træt af den tendens til at se danskere som en slags konform masse med een selvforståelse.
Betragteren glemmer vist sin egen rolle og forforståelse i sceneriet her.