Studerende: Dumpeniveau afhænger af pres på undervisere

Underviserne på universiteterne er for pressede og lader derfor dumpeklare studerende bestå, mener studerende
30. april 2015 kl. 11:30Opdateret 30. april 2015 kl. 11:34

Når tre ud af 10 undervisere på landets universiteter har ladet en studerende bestå, selvom den studerende burde være dumpet, er det udtryk for, at underviserne er for pressede.

Sådan lyder det fra formanden for Danske Studerendes Fællesråd, Yasmin Davali:

- Vi bider særligt mærke i, at den grund, de fleste undervisere angiver, er, at de har været bekymrede for den arbejdsbyrde, det giver oven i deres øvrige arbejde, når en studerende dumper, siger hun.

Kommentaren kommer i kølvandet på en ny undersøgelse fra Berlingske Research. Den viser, at tre ud af 10 undervisere inden for de seneste fem år har ladet studerende bestå, selvom deres faglige vurdering var, at den studerende skulle dumpe.

For at komme problemet til livs er der ingen vej uden om mere økonomisk støtte til universiteterne, så de kan ændre på deres ansættelsesmønster, lyder det fra formanden.

- Universiteterne er i dag i rigtig høj grad afhængige af eksterne forskningsmidler, og derfor ansætter man i højere grad "postdoc'ere", der ikke har nogen undervisningsforpligtigelser.

- De underviser ikke, men bliver ansat til at lave forskningsprojekter. I stedet kunne man ansætte flere adjunkter, der har undervisningsforpligtigelser, samtidig med at de forsker, siger hun.

Hun mener således ikke, at man kan bruge undersøgelsen som dokumentation for, at det generelle niveau på landets universiteter er for lavt, som blandt andre Venstre ellers har lagt op til at diskutere.

- Undersøgelsen siger ikke noget om omfanget af problemet. Tre ud af 10 undervisere har oplevet at lade nogen bestå, der skulle være dumpet, men hvor mange der er tale om, ved vi ikke noget om, siger hun.

37 procent af de undervisere, der lod studerende på dumpeniveau bestå, gjorde det, fordi de frygtede en øget arbejdsbyrde på grund af klager og reeksaminationer.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristian Rikard

Hvorfor giver det en øget arbejdsbyrde at lade studerende dumpe? Bliver klager
ikke behandlet af fagligt kompetente personer. For mig lyder det nærmest som
en af de der venstrehåndsanalyser, som visse dagblade excellerer i!

Michael Kongstad Nielsen

Mon ikke det handler om, at det gælder om at få flest muligt til at bestå hurtigst muligt, det er hele ånden i det kommercielle universitet siden 2003.

Mikael Nørregaard Nielsen

Synes faktisk det sættes ret godt op her: http://www.information.dk/telegram/51695

Kristian Rikard:
Reeksamen er jo i hvert fald en ekstra byrde. Jeg tænker der er pres på underviserne ovenfra for at få studerende igennem, da det giver penge til universitetet. Så er det vel bare nemmere at lade studerende bestå første gang. Samme tendens ses også på gymnasieniveau. Jeg tror der eksisterer et pres på underviserne fra ledelsen osv. for at få flere studerende igennem, så økonomien kan løbe rundt, hvilket skyldes taxameterordningens opbygning.

Torsten Jacobsen

Nu er der jo stadig en censor tilknyttet. Det kan altså ikke være underviseren alene, som træffer en uheldig beslutning. Hvilket igen antyder at der er tale om et systemisk problem, snarere end et problem der kan tørres af på den enkelte underviseres dovenskab.

Anne Eriksen, Ole Hansen og Kristian Rikard anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

Mikael Nørregaard Nielsen,
Jeg tillader mig, at tro på en vis integritet blandt de højere læreanstalters
persnale.
PS: Jeg er ikke tilhænger af taxameterordningen

Mikael Nørregaard Nielsen

Kristian Rikard
Jeg er skam heller ikke tilhænger af taxameterordningen, men sådan som den er skruet sammen, så er det vel nemt at forestille sig, at der er pres på underviserne for at få flere igennem. Det ses jo også ved de mange ændrede eksamensformer.

Peter Hansen
Lyder som den gamle: "Eksamen er en festdag for den velforberedte elev"
Folk går vel op, fordi de alligevel skal møde op. Så kan man måske alligevel bare prøve?

Anne Eriksen

Tror, at det generelt er blevet nemmere at bestå noget i DK = niveauet er faldende.
Der snydes oftere også - moderne teknologi...
Det skyldes ikke overfladiskhed, men er snarere et led i det eskalerende "konkurrencesamfund"!