Venstre vil genindføre optjeningsprincip for børnepenge

Hvis Venstre vinder regeringsmagten, skal genoptjeningsprincip for børnepenge tilbage, siger politisk ordfører
8. maj 2015 kl. 14:35Opdateret 8. maj 2015 kl. 15:15

I dag er det præcis et år siden, at regeringen kom i mindretal i Folketinget på en sag, der fyldte stort set alt i dansk politik i de dage: EU-borgeres ret til dansk børnecheck.

Efter måneders debat endte et flertal bestående af den borgerlige opposition og Enhedslisten 8. maj 2014 at pålægge regeringen at administrere efter de danske regler, der indebærer et årelangt optjeningsprincip til børnepengene.

Men dengang som nu administrerer regeringen ikke efter de danske regler, men det, som man mener er EU-retten: Nemlig at der ikke kan indføres optjeningsprincipper for omrejsende arbejdstagere.

Og hos Venstre står man fast på, at genoptjenings-princippet skal genindføres, hvis partiet ender med at stå i spidsen for en borgerlig regering efter det kommende valg.

- Det er jo ingen hemmelighed, at vi går ind for optjeningsprincipper, og at vi mener, at regeringen begik en fejl, da de uden videre skrinlagde optjeningen på børnepengene, blot fordi EU havde sendt et brev, siger Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg.

Spørgsmål: Vil I sørge for, at Danmark vender tilbage til optjeningsprincippet, selvom det måtte være i strid med EU-retten?

- Jamen, vi mener vi jo ikke, at det er i strid med EU-retten. Det er jo det helt centrale for os. Det mente vi ikke, da vi indførte optjeningsprincippet, og det mener vi heller ikke nu.

Spørgsmål: Vil I sørge for, at optjeningsprincippet for børnepenge bliver genindført, hvis I vinder magten?

- Vi ønsker et optjeningsprincip på børnepengene, hvis der er et flertal for det. Det er klart, at hvis det er i strid med EU-reglerne, så er det jo meget besværligt, men det mener vi ikke, at det er, siger hun.

- Det hele er jo strandet på, at regeringen ikke vil tage den sag op i EU. Det vil vi. Hvis EU mener, at det er i strid med EU-retten, så skal det afprøves, det er vi klar til, siger hun.

Den linje vækker glæde i Dansk Folkeparti:

- Venstre var meget aktive på det her spørgsmål sidste år, hvor de opfordrede regeringen til at tage en sag på det, og det vil vi selvfølgelig holde Venstre fast på, siger partiformand Kristian Thulesen Dahl.

- Hvis EU så mener, at genoptjenings-princippet er ulovligt, så har de jo et retssystem, hvor de kan køre en sag. Indtil videre er det kun embedsmænd og regeringen i Danmark, der har påstået, at det er i strid med EU-reglerne, siger han.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Hansen

EU-forordninger har direkte retsvirkning i medlemslandene og dermed samme juridiske gyldighed som en lov. Man forudsætter derfor selvfølgelig, at medlemsstaternes nationale parlamenter ikke vedtager nationale love, der er i direkte strid med en EU-forordning.

Men skulle denne besynderlige situation alligevel opstå, som den gjorde det i Danmark 1. januar 2012, fordi VK-regeringen valgte at bøje sig fra krav fra Dansk Folkeparti under forhandlingerne om finansloven for 2011, så har EU-forordningen forrang for den nationale lov.

Dvs. både embedsmænd og domstole har pligt til at følge EU-forordningen snarere end den nationale lov. Og en regering kan IKKE pålægge dem at gøre andet.

Og nej Inger Støjberg. Der er ingen tvivl om, at optjeningsprincippet var og er i strid med EU´s forordning om koordinering af sociale sikringsydelser. Det eneste, der mangler at blive opklaret, er, hvordan i alverden det lykkedes for dig og din regering at få nogle embedsmænd til at fabrikere direkte løgne over for Folketinget, da loven skulle vedsættes.