Danmark tager tigerspring med grøn energi

I 2030 vil 90 procent af borgernes elforbrug og fjernvarme stamme fra vedvarende energi.
17. juni 2015 kl. 06:36

Det går langt bedre med at få klimavenlig energi ind i elnettet og fjernvarmen end hidtil antaget. Danmark er på vej mod 90 procent grøn el og fjernvarme i 2030, viser nye beregninger fra Dansk Energi.

Fremskrivningen præsenteres torsdag på brancheorganisationens årsmøde, Energiens Topmøde 2015, der holdes på valgdagen i København med 800 deltagere, blandt dem kronprins Frederik og en række internationale gæster.

Den høje andel af vedvarende energi i el og varme kan nås alene med de initiativer, der ligger i det nuværende energiforlig fra 2012, oplyser Dansk Energis adm. direktør, Lars Aagaard.

- Jeg tror, det for nogle er overraskende, at vi faktisk er kommet så langt og er oppe på så høje procenttal, siger Aagaard til Ritzau.

Det er den stigende andel af vindkraft og biomasse, der driver værket. Solenergi udgør stadig en marginal del. De 90 procent ren energi skal dog tages med det forbehold, at en mindre del af den danske vindmøllestrøm udveksles med udlandet, så vi herhjemme i stedet får el fra vandkraftværker, atomkraft eller kul.

Ifølge Lars Aagaard er den store udfordring nu at være ambitiøs på den rigtige måde i den fortsatte grønne omstilling af Danmark: Udbygningen af vedvarende energi skal fortsætte, men i lavere tempo.

- Til gengæld skal vi sætte langt mere tryk på anvendelsessiden, altså på effektivisering og elektrificering af vores forbrug. Her halter vi bagud, siger han.

Ifølge Dansk Energis direktør må regeringen straks efter valget gøde jorden for et nyt bredt energiforlig, der bringer varmepumper ind i opvarmning og elektrificerer transporten.

- Det skulle gerne føre til en mere omkostningseffektiv, langsigtet energipolitik. Vi kommer med det signal, at vi skal fortsætte den grønne omstilling, men tilpasse den til en ny tid, siger Lars Aagaard.

/ritzau/

Anbefalinger

  • Peter Knap
Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der kommer gang i forbrugssiden. Vi står foran et historisk valg. Det er sidste gang klimaet ikke udgør et hovedtema i en valgkamp. Ind til videre er den globale temperatur for årets første måneder den højeste nogen sinde og juni tegner til at følge tendensen. Det er nu meget sansynligt, at 1915 bliver varmer end 1914. Temperaturstigningen vil medføre katastrofer og ødelæggelse af landbrugsland, så risiko for mangelsituationer opstår. I markedsøkonomi vil det føre til himmelflugt af priser.
Strømmen af klimaflygtninge vil vokse eksplosivt, og vi riskerer krigslignende situationer mellem flygtninge og fastboende.
PS. Naturkatastrofe er ligeglad med, at du ikke vil undvære dit lækre fladskærms tv.

Børge Rahbech Jensen

"- Til gengæld skal vi sætte langt mere tryk på anvendelsessiden, altså på effektivisering og elektrificering af vores forbrug. Her halter vi bagud, siger han."

Elektrificering medfører øget elforbrug. Spørgsmålet er så, om det også medfører, at en lavere andel bliver vedvarende energi.
I øvrigt bemærker jeg igen den lange tidshorisont på 15 år. Det er altså ikke nu men om 15 år, Danmark efter sigende tager et tigerspring.

Et økonomisk spørgsmål er, hvad der sker, hvis - eller når - Danmark vil prøve at indhente noget af sit efterslæb på anvendelsessiden. Det vil skabe nogle omkostninger, som andre lande ikke har på det tidspunkt, hvorved konkurrenceevnen kan påstås at blive svækket med tab af arbejdspladser til følge. Fx. skal andre europæiske lande ikke elektrificere jernbaner, der allerede er elektrificeret, og flere lande har også for længst anlagt højhastighedsjernbanenet. Det gjorde de sjovt nok delvist i de år, hvor dansk erhvervsliv flyttede mange af sine aktiviteter til udlandet med høj beskæftigelse og økonomisk vækst til følge i brancher, der leverer løsninger til netop det.