Kommuner betaler store regninger for PR-bureauers hjælp

Landsforening for udviklingshæmmede appellerer til, at pengene bruges på de svageste frem for pressehjælp.
18. juli 2015 kl. 23:51

Nogle kommuner bruger hundrede tusinde kroner på at forberede deres medarbejdere på opkald fra kritiske journalister, der vil spørge ind til negative sager. Det viser aktindsigter, som Jyllands-Posten har fået.

Holbæk Kommune har eksempelvis betalt 594.000 kroner til et PR-bureau, der skulle hjælpe med, hvad kommunen skulle svare på journalisters spørgsmål om blandt andet to dødsfald på et bosted for udviklingshæmmede, som kommunen ikke ville offentliggøre noget om.

- De penge er givet godt ud, siger formanden for kommunens voksenudvalg, Pernille Kruse (V), til Jyllands-Posten.

Hun fortæller, at man måske havde undladt at bruge pengene, hvis ikke kommunens egen kommunikationsansatte havde været på ferie.

To andre kommuner, der har brugt flere tusinde kroner på hjælp fra PR-bureauer med pressehåndtering, er Roskilde og Hørsholm.

I Hørsholm brugte kommunen 82.375 kroner på at træne to medarbejdere, så de på tv kunne fortælle om en sag, hvor kommunen trods daglige madleverancer ikke opdagede, at man mand lå hjælpeløs på sit badeværelse i tre dage. Manden døde kort efter.

Roskilde Kommune har brugt 306.250 kroner på hjælp til pressehåndtering, da medierne skrev kritisk om en stor ekspropriering.

I landsforeningen for udviklingshæmmede og pårørende, LEV, mener formand Sytter Kristensen, at det er "voldsomt meget" at betale 594.000 kroner til et PR-bureau:

- Det er beboerne og hele handicapområdet, der betaler for, at man bruger de her mange penge på at blive klædt på rent pressemæssigt, siger hun til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Kommunerne skal ansætte deres personale, det giver bedre stemning og det giver bedre arbejde.

Anne Eriksen, Herman Hansen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

Fra forvaltning til virksomhed; det offentlige som en lækker luder.

lars abildgaard, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og erik winberg anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

Efter kommune sammenlægningen i 2007 har vi set kommunerne bevæge sig væk fra borgerne for borgerne til toptunede image plejende koncerner, hvor service personale er reduceret og HR og image pleje personale i håbetal ansat. Hvor kommunerne før var for borgerne er de nu nærmest mod borgerne... Lidt som da bankrådgiverne gik fra at være til for bankkunden til at være til for banken.

Lise Lotte Rahbek

Hvad nu hvis de offentlige myndigheder og politikere bare var ærlige overfor pressen?

lars abildgaard, Tue Romanow og Bodil Waldstrøm anbefalede denne kommentar
Slettet Bruger

Forleden var historien, at kommuner købte indflydelse på Christiansborg ved brug af lobbyister, og det altså mens de bruger stadigt mere på PR og spinrådgivere samt træning af ansatte for at de kan lyde som talende jakkesæt. Der er ikke noget at komme efter og nu må vi se fremad.
Engang hed lød det ofte i medierne, at vi ikke kunne leve af at klippe hinanden, men det efterhånden bevist, at vi kan leve af at ‘djøffe’ hinanden (dog med lavere vækstrater end i Nordkorea) og så ellers bilde befolkningen ind, at det er verdens bedste demokrati. Begynder det at knibe skal der bare skrues yderligere op for propagandaen.

lars abildgaard, Anne Eriksen, Erling Lindqvist og Bodil Waldstrøm anbefalede denne kommentar
Bodil Waldstrøm

Jeg håber, at der på journalistuddannelserne undervises i etik.
Hvordan kan så mange journalister have lyst til at arbejde med at skjule sandheden eller pynte på den eller omgå den, samtidig med at journalisters fornemste opgave burde være at afsløre og at gå magten efter i sømmene?

Claus G. Jørgensen

Jeg kan ikke stille mig op i koret af ubetingede forargede, for pressen kan både være ens ven og fjende. Hvis man ikke har modtaget medietræning kan nemt man blive offer - også selvom man under ingen omstændighed har nogen skyld i eller indflydelse på de kritisable forhold man skal tale om. Derfor kan det være en god beskyttelse at tilbyde medietræning, uden at det er udtryk for et ønske om at manipulere med virkeligheden. At så nogle af regningerne er ublu, er lige så meget udtryk for, at konsulenterne kan være lige så store gribbe som medierne.

Erling Lindqvist

Ja, det bliver selve den gode fortælling, det fremover vil handle om. Der ligger megen magt i at fremstille sig både narrativt og visuelt på den mest i tiden tiltalende måde. I takt med de fortsatte kommunale nedskæringer/tilpasninger/effektiviseringer vil kommunerne med deres ca. 80% af det samlede offentlige forbrug netop være den fremmeste instans for øget brug af eksternt hyrede Fortællingseksperter og med internt ansatte basispersonale til at servicere med de tunge indsamlings-,skrive- og mangfoldiggørelsesopgaver for den private, ind-hyrede ekspertice. I takt med besparelserne øges behovet for flere eksterne Fortællingseksperter, som minimum de samme interne sekretariatsmedarbejdere, men endnu færre borgernære medarbejdere.

Denne udvikling bliver interessant at følge, for den bl.a. også dækker over, at levering af stadig mere og bedre velfærdsservice ikke lader sig gøre med utilstrækkelig prioritering/finansiering .

Anne Eriksen

Trenden er jo opstået fra politisk hold - pynt og lagkage, varm luft og gode referencer.
Ikke noget, der holder til efter valget eller når næste års kommunalbudget skal lægges.
Så fanger fælden og der skal skæres ned og effektiviseres.

Værdier og visioner var begyndelsen - alle skulle bidrage til skriftet - nu skal det forfattes af prof. PR folk, så pressen ikke kan sætte en realistisk kile og vurdering af det faktiske arbejde, der gøres.
Alt skal se og lyde smukt - men underneden se tingene ikke sådan ud - det ved alle også godt, men det er det skrevne, der tæller.

Etik og moral var også in for et årti siden, sådan ca. - men det er der heller ikke nogen, der bruger mere.
Ekspertviden og dyre "skriftforfattere" er vigtigere end fakta - er det en lineær satsning til alt det andet kunstige, vi omgiver os med?
Kropslig pynt? - medicin, der tager symptomerne (og noget til bivirkningerne), her det offentlige arbejde for borgerne? osv.

Per Jongberg

"De penge er givet godt ud, siger formanden for kommunens voksenudvalg, Pernille Kruse (V), til Jyllands-Posten."

Og hvordan har Pernille Kruse saa lige maalt det ?

Per Jongberg

"De penge er givet godt ud, siger formanden for kommunens voksenudvalg, Pernille Kruse (V), til Jyllands-Posten."

Og hvordan har Pernille Kruse saa lige maalt det ?

Per Jongberg

"De penge er givet godt ud, siger formanden for kommunens voksenudvalg, Pernille Kruse (V), til Jyllands-Posten."

Og hvordan har Pernille Kruse saa lige maalt det ?

Kim Houmøller

Snyd - plat samt bortforklaringer skal ikke være det skattpengene går til. Men helt i tråd med partiet Venstre der om nogen har kuppet sig til magten.