FAKTA: Skats mistanke om svindel med udbytteskat

Skat har anmeldt svindel med udbytteskat for 6,2 milliarder kroner til Bagmandspolitiet
26. august 2015 kl. 08:06

Skat anmeldte mandag en mistanke til Bagmandspolitiet om mulig skattesnyd med refusion af udbytteskat for omkring 6,2 milliarder kroner.

Udbytteskatten ventes i år at skæppe med 18,5 milliarder kroner i statskassen mod 13,2 milliarder i 2014, 11,7 milliarder i 2013 og 8,7 milliarder kroner i 2012.

Samtidig ventes der i år refunderet 8,7 milliarder kroner i udbytteskat mod 6,1 milliarder kroner i 2014, 2,8 milliarder kroner i 2013 og 1,5 mliliarder kroner i 2012.

Skat anslår svindlen til 3,2 milliarder kroner i år, 2,5 milliarder kroner i 2014, 600 millioner kroner i 2013 og 30 millioner kroner i 2012.

Ifølge Skat skulle svindlen være sket med forfalskede aktieudbytter fra 2012 til 2015.

Svindlen angiveligt er foregået ved at:

* Et større netværk af selskaber i udlandet har tilsyneladende søgt om at få udbetalt udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.

* Selskaber i udlandet skal ikke betale skat af udbyttet af deres aktier, mens skatten for danske selskaber er på 27 procent.

* Svindlen sker, hvis selskaber har søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat, uden at de har ejet de aktier, de vil have tilbagebetalt skat for.

* I alt har selskaberne anmodet om at få udbetalt udbytteskat 2120 gange.

* Gennemsnitligt har hver anmodning lydt på 292.450 kroner, og i alt er anmodningerne løbet op i cirka 6,2 milliarder kroner.

* I 2015 havde Skat i alt 33.638 sager om udbytteskat. Samme år formodes det, at skattesvindlere har indsendt 900 anmodninger.

Kilder: Skat.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg undrer mig.

Vi betaler dansk skat. Men fordi vi bor udenfor landet, har vi kun mulighed for et stærkt begrænset personfradrag og absolut intet andet skattefradrag. Og af samme grund har vi absolut ingen sociale fordele af statsborgerskabet, - selv ved sydom med lægebesøg eller indlæggelse under besøg i Danmark skal vi betale alle omkostninger selv.

Derfor er vores skat til den danske stat ganske gennemskuelig, og trods dette er Skat ganske nidkær med kontrol af os bl.a. med breve i en uforskammet tone. Medens vores opholdsland tager det betydeligt mere afslappet, og skriver meget venlige breve.

Men når Skat i Danmark på et enkelt år modtager ca. 2.120 ekstra anmodninger om tilbagebetaling af udbytteskat på et samlet beløb af 6.2 mia. DKK, hvilket svarer til hele ca 36% af et års samlede udbetalinger, så betaler man blot uden at undersøge validiteten af anmodningerne.

- Er der noget galt med procedurerne hos Skat?

Lars Bo Jensen

Det kaldes 'refusion af udbytteskat', hvilket forhåbentligt betyder at selskaber skal have indbetalt skatten for at kunne få den refunderet. Uanset hvor gode selskaberne er til at forfalske dokumentationen, burde det være meget enkel for Skat at se om pengene er indbetalt i første omgang.

Eller er det endnu en skjult erhversstøtte, hvor man for at tiltrække investorer, sender udbytteskatten retur længe inden man reelt har modtaget den.
Er det normal kutyme?

Anne-Marie Krogsbøll

Gad vide, hvornår vi får oplyst, hvilke selskaber, der er tale om. Eller er det mon omfattet af "Lex Dong", hvor det vigtigste er at holde sig gode venner med giganterne i finansverdenen?