Historisk: Serbien tiltaler otte for Srebrenica-blodbad

En serbisk domstol har for første gang siden massakren i 1995 tiltalt nogen for deres rolle.
11. september 2015 kl. 04:26

For første gang har en serbisk domstol tiltalt nogen for Srebrenica-massakren i Bosnien i midten af 1990'erne.

I alt er otte personer blevet tiltalt for deres rolle i folkedrabet, skriver BBC.

De er beskyldt for at have dræbt hundredvis af bosniske, muslimske mænd og drenge i løbet af en enkelt dag ved en lagerbygning tæt på Srebrenica.

Omkring 8000 personer blev i alt dræbt i massakren i 1995 - det værste folkemord siden Anden Verdenskrig.

Både i Bosnien og ved en international domstol i Haag er serbere tidligere blevet stillet for retten.

De mænd, der torsdag er blevet tiltalt i Serbien, tilhørte en særlig bosnisk-serbisk politienhed, som opererede i den østlige del af Bosnien under krigen.

Ifølge anklagerne var de med til at presse de primært muslimske ofre ind i en lagerbygning, hvor de blev dræbt med maskingeværer og granater. Blodsudgydelserne varede hele natten ifølge anklagerne.

Blandt de tiltalte er enhedens chef, Nedeljko Milidragovic - også kendt som Slagteren Nedjo - som menes at have givet ordren til drabene og skulle have sagt, at "ingen skal slippe ud i live".

Milidragovic er anklaget for folkemord i Bosnien, men har hidtil kunnet leve frit i Serbien, da der ikke er nogen udleveringsaftale mellem de to lande ifølge BBC.

Mændene på anklagebænken kan blive straffet med fængsel i op til 20 år.

Srebrenica var af FN erklæret en "sikker zone", men byen blev alligevel offer for den bosnisk-serbiske offensiv i 1995.

Ifølge BBC er 14 personer blevet dømt for deres rolle i Srebrenica-massakren ved FN's Krigsforbryderdomstol for Det Tidligere Jugoslavien (ICTY).

/ritzau/

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Gert Romme

Dette er ikke Srebrenica-folkemordet på de 8.000 bosniakker og enkelte bosniske sebere, der nægtede at deltage, sideløbende begivenheder der fandt sted i periferen til Srebrenica- masakren.

Skorstensfejeren, Nedeljko Milidragovic, er tidligere chef for en gruppe med Jahorina Training Center, der er en speciel Brigade med Republika Srpska politi, og Aleksa Golijanin, er tidligere næstkommanderende for gruppen, står anklaget for folkedrab i perioden fra 10.06 - 19.06.1995.

Anklagemyndigheden sigter Milidragovic for at have dræbt en handicappede bosniske mand under en ransagning af området ved Potacari, 12. juli 1995, og derefter at have skilt en gruppe på 15-20 mænd fra deres familier, og dræbte dem på en nærliggende eng.

Han er desuden sigtet for at have beordret nedskydning af omkring 100 fanger i landbrugskooperativet i Kravica.

Anklageskriftet hævder desuden, at Golijanin deltog i erobringen af flere tusinde bosniakker.

Anklagemyndigheden mener at kunne bevise, at han (Aleksa Golijanin) beordrede medlemmer af Jahorina Training Center til at udføre mordet på 15 til 20 fanger på en eng på den side af vejen fra Konjevic Polje til Bratunac, samt at han personligt har deltaget i udførelsen.

I øvrigt er den særlige politienhed stort set identisk med den hemmelige serbiske politienhed, som serbiske embedsmænd og politikere i hemmelighed sendte til Kosowa i 1970-erne, for at knække den kosowa-albanske befolkning og især de veluddannede.

anbefalede denne kommentar