Konservative: Det ligner en slagtning af miljøområdet

Hvis regeringen lægger miljøbesparelser for 340 millioner kroner på bordet, vil De Konservative kæmpe imod
1. september 2015 kl. 07:16Opdateret 1. september 2015 kl. 10:39

Regeringsgrundlagets udmelding om ’grøn realisme’ ser ud til at give udslag i besparelser på 340 millioner kroner på miljø-, klima- og transportområdet, skriver Information.

Men hvis regeringen har tænkt sig at foreslå det katalog af nedskæringer, som avisen er kommet i besiddelse af, bliver det ikke med konservative stemmer, at det bliver vedtaget.

Det fastslår partiets miljø- og klimaordfører, Mette Abildgaard,

- Det er godt nok deprimerende læsning. Det vidner i den grad om en regering, som ikke har nogen ambitioner på det her område, og som ikke ønsker en grøn omstilling, siger hun.

- Selvfølgelig kan vi se på, om der er enkelte initiativer, hvor vi kan bruge pengene bedre. Det er vi altid åbne over for, men det her ligner bare en helt systematisk slagtning af området.

De fortrolige dokumenter fra Claus Hjort Frederiksens (V) finansministerium lægger blandt andet op til, at dele af Naturplan Danmark skaleres ned, at klimapuljen fra sidste års finanslov tilbagerulles, og at puljen til ’grønne ildsjæle’ sløjfes.

Læs også: Regeringen vil spare 340 mio. på miljø og klima

Sammenlagt peger finanslovnotaterne på potentielle besparelser på det grønne område på knap 340 millioner kroner for perioden 2016-19, det vil sige frem til næste ordinære folketingsvalg.

Dertil ønsker Finansministeriet at annullere flere centrale grønne målsætninger, herunder målet om 40 procent CO2-reduktion i 2020, målet om 100 procent vedvarende energi i 2050 og målet om udfasning af kul i kraftværker.

Mette Abildgaard håber, at papirerne bare er et "første udkast" og aldrig bliver lagt frem som et egentligt forslag.

- Hvis de lægger det her på bordet til en finanslovforhandling, er det noget, vi har tænkt os at kæmpe meget aktivt imod.

- Vi har en klar politik om 40 procents CO2-reduktion i 2020, og jeg har meget svært ved at se formålet med at droppe det og de øvrige mål med et fingerknips.

/ritzau/

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gad nok vide hvis interesser de egentlig varetager. Kan der virkelig være et flertal i befolkningen, som ønsker mere forurening og mindre sundt miljø?

Liliane Murray, Jens Jørn Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Søren Jensen, det påstås, at det handler om "arbejdspladser" og "vækst"; men ingen af delene har jo værdi i sig selv, det er begrebernes indhold, det kommer an på.

Søren Jensen, Jens Jørn Pedersen og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar

Tænk at man nu skal sætte sit håb til de konservative

Liliane Murray, Søren Fosberg, Arne Lund, Flemming Berger, morten Hansen, Ruth Gjesing og Jens Jørn Pedersen anbefalede denne kommentar

De borgerlige tager penge fra fælleskassen og giver dem til vennerne. Vennerne er som bekendt det konventionelle landbrug, erhvervslivet og finansfyrsterne.( Kan være det bliver en skattelettelse til de lavtlønnede på 1 krone, som dække).
Trist at de ikke kan se ud over denne "os og dem politik" på så vigtige områder som klima og miljø.

Liliane Murray og Anne Koed Westergaard anbefalede denne kommentar
Henrik Petersen

Miljø er et af de områder, hvor man let bliver blændet af sin egen glorie - vi vil jo det gode - derfor har vi ret - hvis de andre ikke er enige, så er de dumme.

Den tilgang dur ikke på miljøområdet. De beslutninger, som skal træffes rækker 20-40 år ud i fremtiden. Der er brug for brede flertal i folketinget - NU.

Hvis de borgerlige vil gøre vennerne i industrien og landbruget en tjeneste, så skal de arbejde på at skabe forudsigelighed på miljøområdet. På den måde kan der investeres på lidt længere sigt end fra valg til valg.

Liliane Murray, Vibeke Hansen, Flemming Berger og Anne Koed Westergaard anbefalede denne kommentar

Kære Konservative: I har sagt det samme ang. nedskæringer af udviklingsbistanden. Nok må være nok! Se at få væltet den sindssyge, populistiske, faktum-fjendske tosse-regering. DF og LA der samarbejder... det er en joke af Tea Party-dimensioner.

S + R + SF + Alternativet + EL = 85 mandater... med K bliver det 91.

Liliane Murray, Søren Fosberg, Steffen Gliese og Vibeke Hansen anbefalede denne kommentar

Hvad gør man fem minutter før lukketid? Man forsøger med et nyt Brand, en ny farve. Nu kan vi selv vælge imellem en blå, en sort eller en grøn Søren Pape. Hvad bliver det næste, en rød? Come-on vi er ikke farveblinde, han er kul sort. Det grønne K, man kan da kun brække sig, i miljøgifte, atomaffald, landmændenes forurening af vores drikkevand m.m.

Det ligner ikke bare en slagtning af miljøområdet, regeringen er i gang med en katastrofal slagtning af Danmarks velfærd og fremtid. De Konservative er parlamentariskt grundlag for Regeringen, og derfor fuld ansvarlig for alt hvad Regeringen gør, med mindre de vælter dem, men det er utopi, specielt nu hvor de liberale får så mange milliarder i skattelettelser.

1,1 mia. i skattelettelser til få udvalgte top virksomheder, 1,2 mia. til middelklassen i håndværkerfradrag, nej det kommer ikke os andre til gode. Konservative klar med flere milliarder til Forsvaret. Industrien bliver tilgodeset på bekostning af forbrugerne. Mens sparekniven svinges, sidder syge børn i kø på hospitalerne. 10 mia. i nedskæringer i kommunerne.

Britisk Irak-kommission vil undersøge større personkreds. Herhjemme fortsætter det bare uden at Danmark tager ansvar for civile tab/drab i krigsdeltagelsen.

De Konservative burde have et skilt på døren til partilokalet: "Ødelæggelse af kloden strengt forbudt". En nedturen i skred, en nedsmeltning, vi vil ikke savne jer. Der er ikke mere brug for De Konservative, farvel og nej tak.

John Christensen

Rolig nu hvis alt andet svigter for LLR's mindreralsregering - så redder Mette F. den fordi den er fredet.
DF skal jo ikke køre på frihjul, og spille moderne socialdemokrater skal vi forstå!

John Christensen

Det ender nok med at "ud fra en samlet betragtning, så er det - det bedst opnåelige, og så er der om ikke konsensus, så i det mindste et komfortabelt flertal.

Vi ender næppe med at være helt - uregerelige?

Hvad man kan håbe på er, at de Konservative selv indser, at de har intet at tabe ved at gå imod, men alt at vinde, hvis de gør det.

@Peter Sterling:
' Der er ikke mere brug for De Konservative, farvel og nej tak'
Modsat dig mener jeg at man skal være parat til at samarbejde med fanden selv hvis bare det går i den rigtige retning